TADSJIKISTAN 2022 (maj)

Over halvdelen af Centralasiens mindste land ligger 3.000 meter over havet og med Afghanistan, Kina, Kirgisistan og Usbekistan omkring sig har de ingen adgang til havet. Men Tadsjikistan har til gengæld søer så smukke, at det næsten ikke er til at begribe.

Højdepunktet på vores rejse var turen ud i Fan-bjergene til Haftkul, der på tadsjikisk betyder "syv søer". Særligt den sjette af søerne var uforglemmelig med sit smaragdgrønne vand omkranset af rå og sneklædte bjerge. Den hedder Marguzor og var det perfekte sted at...

...smække benene op og blot lade blikket vandre på et af naturens utrolige malerier. Marguzor ligger i 2.140 meters højde og er 45 meter dyb, men der er ingen fisk i søen af en størrelse, så de lokale kan blive mætte. De må i stedet...

...fylde maverne med grøntsager og slagtedyr.

Den fremkommelige vej med bil ender ved Hazorchashma, der er den syvende og sidste i perlerækken af søer i Shing River-kløften - og tillige den højest beliggende i 2.400 meter. Vi hyggede os med de lokale, hvis forfædre i middelalderen udvandt halvædelsten i området.

De omtrent 9 millioner indbyggere kan ride rundt på deres æsler i et land, der er 3 gange større end Danmark, men det går noget...

...mere op og ned i Tadsjikistan, da 90 % af landet er beklædt med bjerge og...

...mere end 50 % ligger i over 3.000 meters højde.

De første bosættelser fandt sted for over 6.000 år siden, og landet har gennem tiden været underkastet imperier styret af arabere, mongoler, tyrkere og russere. Mest betydende har...

...været tilhørsforholdet til det persiske rige, og tadsjikerne deler i dag primært kultur og sprog med Iran. Langt hovedparten af tadsjikerne er sunnimuslimer.

Der var højt humør på en lokal skole, hvor de ældste elever var i gang med en fotosession i forbindelse med deres graduering. Da jeg spurgte om et billede med dem var drengene charmerende linselus, mens pigerne i baggrunden havde fotoskræk, hvilket...

...dog kun gjaldt den ene vej, da de lystigt filmede os, når vi vendte ryggen til.

I forhold til skolesystemet i Tadsjikistan er der bestemt noget at juble over. Hele 98 % af befolkningen kan læse og skrive, hvilket er bemærkelsesværdigt højt landets udbredte fattigdom taget i betragtning.

Det er i øvrigt ikke nok at se syv søer i Tadsjikistan, da Iskanderkul har lige så meget wauw-faktor som den sjette af dem i Shing River-kløften. Den er opkaldt efter Alexander den Store, der på persisk udtales Iskander. Sagnet lyder, at de lokale ved søen modsatte sig kongens styre, og han derfor beordrede en flod omlagt, så de kunne blive udslettet.

Naturen var en markant større fornøjelse end...

...de knastørre gnaveben, vi fik til frokost. Der gik derfor ikke mange minutter før, vi tog plads i et par...

...behagelige liggestole. For fugleinteresserede er der...

...chance for at se alt fra hvidvingede snefinker til svovlbugede sangere på himlen, men det held havde vi ikke.

Sødt smil fra lokal kvinde forklædt som busk.

Tadsjikistan er et af verdens fattigste lande med en sårbar økonomi, da de er afhængig af priserne på verdensmarkedet på bomuld og aluminium, der udgør hovedparten af tadsjikernes eksport.

Besøget ved Seven Lakes havde ikke været velgjort uden en dukkert, hvor jeg må erkende, at min status af helårsbader fornægter sig en smule på dette billede, mens Hindsberg ser markant mere kuldestærk ud.

Det kan være svært at vurdere, hvor lang tid det tager at køre fra den første til den syvende sø, da det afhænger af, hvor mange andre biler, du møder på din vej. I dette tilfælde tog det et kvarters tid at få de to køretøjer forbi hinanden, og vi valgte at stå ud, da det så lige lovlig halsbrækkende ud med et hjulsæt hvilende på skræntens yderste sten.

For at afveksle tiden brugt i bilen og i naturen løb vi mellem den sjette og syvende sø, men det var lige ved at blive en anelse mindre sundt en tiltænkt. Jeg hørte lyden af rullende sten og sekundet efter blev jeg ramt på skulderen, og...

...fik et nydeligt blåt mærke. Men var naturligvis blot lykkelig for, at stenen ikke ramte mig i ansigtet.

Vejene i landet er generelt gode, og så er der glimrende underholdning, når man møder de lokale fårehyrder.

Selv i højsommeren med over 25 grader kan du få stillet lysten til en sneboldskamp i de tadsjikiske bjerge, hvor...

...gletsjerne pryder de grønklædte skråninger.

I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1990 erklærede Tadsjikistan sin selvstændighed, men det var i de følgende år ingen lykke for befolkningen, da landet frem til 1997 oplevede en ødelæggende borgerkrig. En af...

...fraktionerne blev ledet af Rahmon, og da de sejrede har han siddet tungt på magten i landet lige siden. Udover at være dygtig til at klippe vindruer i jakkesæt, så har han et tvivlsomt ry med ugerninger som etnisk udrensning og notorisk valgsvindel.

Inden turen ud til Seven Lakes overnattede vi i Penjkent og fik et slag aftenbold med byens raske drenge. Altid en skøn måde at møde og grine med de lokale gennem fodboldens universelle sprog.

Hissar fæstningen med sine to cylindriske tårne ved indgangsporten er en af de mest betydende historiske bygninger i Tadsjikistan. De ældste dele af komplekset blev opført for omkring 2.500 år siden, og det var...

...interessant at kravle rundt på borgen på trods af, vi havde valgt en dag med silende regn. Indenfor fæstningens mure blev der i tidernes morgen undervist i Koranen, og...

...Hissar var med sin centrale placering på Silkeruten et populært sted at gøre et stop for handelsrejsende.

En festlig aften med fællessang i hovedstaden, hvor det...

...fortsat øsregnede, men...

...heldigvis kom opklaringen den følgende dag, så...

...vi kunne nyde Dusjanbe med blå himmel og tørvejr. Byen ligger i en dal og kan have rigtig varme somre. Men modsat andre centralasiatiske hovedstæder, så er deres vinter typisk mildere, da bjergene skærmer for de bidende kolde vinde fra Sibirien.

Håndværkerne var ved at lægge sidste hånd på byens nye vartegn, der er opført for at markere 30-årsdagen for Tadsjikistans uafhængighed. Det spektakulære tårn er 121 meter højt og i baggrunden ses en af regionens største moskeer, hvor over 100.000 mennesker samles ved de store begivenheder.

I forbindelse med planlægningen af turen rundt i både Tadsjikistan og Usbekistan brugte vi det lokale Advantour, der sørgede for guider i begge lande. Adik var en frisk gut, som vi havde det sjovt med, men for ofte var han smækfuld af løgn og digtede tåbelige svar på vores spørgsmål og ønsker. Det kulminerede ved søerne, hvor vi ikke stolede på badutspringerens påstand om, at vejen til den sidste sø var ufremkommelig. Vi insisterede på at køre dertil og gav ham en lammer og en røffel, da vi var fremme. Man tager altså ikke til Seven Lakes for kun at se seks af dem - uagtet, at guiden i sit stille sind håbede på at komme tidligere hjem.

Dushanbe er persisk og betyder "mandag", og byen fik sit navn i tidernes morgen, da den var et knudepunkt på Silkevejen, hvor der blev afholdt et stort marked på ugens første dag.

Arkitekten bag denne særlige bygning er enten en stor fan af amerikansk fodbold eller har vandmelon som livret.

Nattelivet i Dusjanbe er oplevet livligere andre steder men hyggeligt, at tadsjikkerne danser på ægte tæpper under discolysekroner og serverer...

...drinks, som var vi til børnefødselsdag på McDonald.

BBC Bar i den centrale del af byen er bedste bud, hvis du vil slubre cocktails.

Vi boede på Serena Hotel, hvor et velkendt ansigt hang på deres VIP-væg.

En del boligblokke i byen burde overveje fællesantenne.

I skrivende stund har Tadsjikistan to optagelser på UNESCO's Verdensarvsliste. Den ene er en nationalpark i den østlige del af landet, og den anden er Sarazm, der ligger få minutters kørsel fra grænsen til Usbekistan. Siden 1976 har arkæologer været i gang med at udgrave, og fundet ud af, at der 4.000 år før Kristi fødsel var liv og glade dage i området.

Sarazm er den ældste beboelse af landmænd og håndværkere i Centralasien, og på museet kan man hilse på...

...smilende skeletter fra bronzealderen.

I omtrent 70 år var Tadsjikistan en del af Sovjetunionen, og med et portræt af Lenin i vinduet byder denne souvenirbutik deres nostalgiske kunder velkommen. Byen skiftede i øvrigt...

...navn til Stalinabad i 1929 for at hylde den brutale diktator.

Efter en naturskøn rejse i Tadsjikistan sluttede vores besøg med en smuk solnedgang, hvor vi passerede porten bag os og begav os gennem ingenmandsland for at komme til Usbekistan.