Østtimor er et af de lande i verden, som færrest turister vælger at lægge vejen forbi, og der var da også helt fri bane til immigrationsskranken, da jeg steg ud af flyveren.
Med en historie fuld af krige og konflikter, så er landet blevet stærkt forarmet og har i mange år været et ustabilt rejsemål, men efter selvstændigheden i 2002 er situationen stille og roligt blevet bedre. Landet optager 15.000 km2 af Timor-øen og har omkring en million indbyggere.