Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Sydamerika
Oceanien
Dubrovnik ved det smukke Adriaterhav er en rendyrket rejseperle, som mange besøgende ganske forståeligt vender tilbage til igen og igen. Byen ligger nummer 59 på Howard Hillmans liste, hvor 1.000 af verdens skønne og interessante seværdigheder er blevet bedømt af titusindvis af rejsende.
Frokosten blev skyllet ned med en barnlig milkshake og herefter stod...
...der byvandring på programmet, hvor nakken blev lagt tilbage adskillige gange for at beundre de mange bygninger med mere end 1.000 år på bagen.
Krigen kom til Dubrovnik i 1991 med omfattende ødelæggelser til følge. Da freden igen sænkede sig over provinsen, gik UNESCO straks i gang med genopbygning og restaurering af de mange bevaringsværdige kvarterer. Det er lykkedes rigtig fornemt.
Lad venligst mine sidedeller være, Fede Pede!
Foretrækker sandstrande men klipperne ved Dubrovnik er ikke uanvendelige. Byen har knap 2.800 solskinstimer årligt, mens Danmark må nøjes med det halve.
Skipper Maxsø spejder mod Italiens bred på den anden side af Adriaterhavet.
De berømte blankslidte kalkstensfliser ses tydeligt på hovedstrøget, Stradun.
Man kan vælge i ro og mag at nyde udsigten fra borgens tårne eller...
...stikke sit tykke kranie ud og spille åndssvag!
Fulgte kystvejen nord på til Drvenik, hvor vi kørte ombord på...
...bilfærgen og sejlede til...
...den vidunderlige ferieø, Hvar, hvor det vrimler med feststemte backpackere på øhop i Adriaterhavet. Berømtheder som den russiske oliemilliardær, Abramovich, og tennislegenden, Ivanisevic, kommer af og til forbi i deres overdådige luxusyachter.
Book dit logi i god tid, hvis du kommer til Hvar i juli og august, der er højsæson. Fandt med møje og besvær et par senge hos denne kro(at)mutter, der lejede et værelse ud i familiens private gemakker. En original oplevelse, der kan anbefales.
De sidste par dage på øen blev livets ulidelige lethed nydt på Amfora Hotel. Tryk HER for at nyde udsigten ved det yderst velanlagte og luxuriøse poolområde.
På Hvar er det - som ved Dubrovnik - primært klippestrande. Du slipper for sand på håndklædet men skal bruge lidt tid på at finde et egnet sted at ligge smertefrit.
Den helt store underholdning var dog at betragte ømheden, da en piveskidsbleg dansker forsøgte at "krabbe sig" i vandet. Vor Herre til hest, hvor var det ynkeligt. På med dine søpindsvinesandaler og tag et horisontalt hovedspring, du dorske viking!
De mere klassiske strande med rullesten findes også rundt omkring på Hvar.
Kroatien blev verdensmestre i vandpolo i 2007, og hotellet havde anlagt en fin bane til formålet, hvor det ferierende publikum kunne heppe fra liggestolene.
I midten af 1500-tallet blev fæstningsborgen, Fortica Spanjola, bygget. Det giver dagens motion at begive sig til toppen og udsigten er formidabel.
Lejede en speedbåd med kroatisk kaptajn, som vi fik lokket væk fra roret. Herefter var det gashåndtaget i bund, brede smil og Free Fallin' i bådradioen.
Kursen blev sat mod et par farverige grotter, hvor den første...
...har en grandiøs åbning og kaldes Den Grønne Grotte.
Den er overhovedet ikke grøn, men du kan få en frisk dukkert i "ekko-hulen".
Åbningen ind til Den Blå Grotte er noget mindre, men det var...
...Peters glæde og min...
...forbløffelse ikke, da vi så det smukke fænomen. DEN VAR EDDER BLÅ!
Synet af Modra Spilja, som den hedder på kroatisk, er mest betagende ved middagstid på en skyfri og vindstille dag i sommermånederne juli og august. Effekten skabes af det stærke sollys, der kastes ind under grotten og reflekteres.
Puha, det var fristende at hoppe ned i det smukke vand. Desværre er det hverken tilladt at svømme eller dykke i grotten.
På vejen hjem fik vi øje på adskillige militære stillinger i bjergene, der glædeligvis ikke længere behøver at være bemandet for at vogte kysten.
Omkring Hvar ligger flere end 20 mindre og ubeboede øer, som du kan fordrive tiden med at sejle rundt imellem på egen hånd.
Det gjorde vi efter at have taget et 10 minutters "matros-certifikat" i byens havn.
Når mørket sænker sig fyldes hovedtorvet med nattens feststemte publikum...
...mens champagnen flyder i en lind strøm ombord på de mange rigmandsbåde, der ligger til kaj ved byens prominente promenade.
På Kiva Bar findes cocktail-karaflerne og de ualmindeligt lange sugerør frem og...
...inden midnat er gyden og gaden spækket med backpackere fra hele verden.
Nattelivet på Hvar fik en fortjent og højrøstet klapsalve fra dansk side.
For bilister er den kroatiske infrastruktur fremragende med en nyanlagt motorvej fra det sydlige Dubrovnik til det nordlige Zagreb. Det effektive helhedsindtryk led dog et knæk, da vi holdt i kø i over en time ved det sidste betalingsanlæg...hmrrff!
Sammenfattende er Kroatien et skønt rejseland med et væld af umiskendelige attraktioner og et lækkert klima. De mange millioner turister har heller ikke været længe om at vende tilbage til deres foretrukne destination efter krigens afslutning.