​Afghanistan 2025 (maj)

På den alfabetiske liste over alle verdens lande står Afghanistan øverst. Men det gør den centralasiatiske nation ikke på listen over de mest populære destinationer at rejse til. Efter årtier med krig, vold og kaos er Afghanistan for langt de fleste mennesker noget nær det sidste land, de har lyst til at besøge. Paradoksalt endte mit besøg med at blive en af de mest interessante rejseoplevelser i mit liv. 

Turens arkitektoniske højdepunkt var Shah-Do Shamsira, der blev opført i hjertet af Kabul i 1920'erne af reformkongen Amanullah Khan. Moskéen er inspireret af den italienske barokstil og tog omkring 15 år at færdiggøre med​...

...sine detaljerige mosaikker​. Indenfor var kuplen dekoreret med en imponerende påfugl med spredte vinger, men det var kun tilladt at tage billeder udendørs. I 2015 fandt en tragisk hændelse sted foran Shah-Do Shamshira, da 27-årige Farkhunda Malikzada blev slået og stenet ihjel af en rasende folkemængde. Hun underviste i teologi og blev falsk anklaget for at have brændt en Koran. Mordet blev filmet og skabte efterfølgende store protester i Kabul mod den religiøse fanatisme. Farkhunda er i dag et symbol for mange kvinder i forhold til deres længsel efter rettigheder og retfærdighed. 

Efter Talibans tilbagevenden til magten i 2021 er anbefalingen, at kvinder bærer heldækkende burka. Min oplevelse var, at omkring halvdelen efterlevede det. Den anden halvdel bar niqab eller abaya, hvor kun øjne eller hele ansigtet er synligt.​

Al-Queda har i årtier bekæmpet vantro og vestlige værdier globalt gennem terror og vold. Det har Taliban aldrig gjort. De har siden stiftelsen i midten af 1990'erne haft fokus på at kontrollere Afghanistan med en streng fortolkning af de islamiske love, Sharia.​

​Shaam Kabul er en af byens bedste restauranter med lokale retter på menukortet. Vi havde "booket gulv" i et af teltene på toppen af bygningen, og fik serveret...

...Kabuli Palaw, der er mørt lammekød med langtidskogte ris, grøntsager og alverdens krydderier. Ingen tur til Afghanistan uden at få serveret retten, sagde min guide, Masoud.​

Hvert selskab spiste i sit eget telt, og i dette klip kan du komme med indenfor til tonerne af aftenbøn.​

​Mit første møde med Taliban, der spiste i naboteltet, var småkikset. Med geværet hængende over skulderen kom den langskæggede mand imod mig med åbne arme. Jeg blev i situationen forvirret. Men åbnede ligeledes mine arme og gav ham et kram. Kunne dog mærke, at han ikke krammede igen. Noget var galt, og jeg trådte et skridt tilbage. Ingen af os sagde noget. Men pludselig brød han ud i latter. Min guide oversatte, at han ville visitere mig. Ikke kramme. Men velkommen til Afghanistan!

​Taliban blev grundlagt af islamiske studerende i begyndelsen af 1990'erne. Under ledelse af Mullah Mohammad Omar kom de i 1996 til magten i Afghanistan. De følgende fem år styrede de brutalt landet med blandt andet offentlige henrettelser og undertrykkelse af kvinder. Taliban blev afsat af en koalition med USA i spidsen efter angrebet på World Trade Center i 2001, da de gav husly til Osama Bin Laden i Tora Bora-bjergene. Men det lykkedes aldrig at skabe fred og demokrati i Afghanistan. Efter 20 år med krig gav de vestlige styrker op, og Taliban kom igen til magten.

Dagens sidste solstråler med Hindukush-bjergkæden i baggrunden, der strækker sig hele vejen til Pakistan.​ Over 75 % af Afghanistans areal består af bjerge, og der kan opleves store temperaturforskelle med over 40 grader om sommeren og 20 minusgrader om vinteren.

Fra 1933 og 40 år frem var der relativt fredeligt i Afghanistan under ledelse af Kong Shah, der moderniserede samfundet og vedtog en grundlov med pressefrihed og valg til parlamentet. Kongen blev væltet af sin fætter i 1973, der afskaffede monarkiet og gjorde landet til en republik. Fem år senere var freden forbi, da et kommunistisk statskup skabte folkelig opstand og uroligheder. Det var på...

...den baggrund, at 100.000 sovjetiske tropper rykkede ind i Afghanistan på Juleaften i 1979. Men 10 år senere måtte de med halen mellem benene luske ud af landet efter at have fået tørre tæsk af mujahedinerne. En krig, der i dag kendes som "Sovjetunionens Vietnam".​ I baggrunden har Masoud besteget en rusten kampvogn, der...

​...stod efterladt en times tid nordvest for Kabul. I krigens mest intense periode havde Sovjetunionen over 2.000 kampvogne trillende rundt i Afghanistan. Verdens første kampvogn udviklede briterne i 1916 under 1. Verdenskrig som svar på de fastlåste skyttegravskrige. Det skabte tysk forbløffelse, at de allierede pludselig kunne køre...  

...gennem pigtråd og forcere meterbrede skyttegrave med et fremadstormende infanteri efter sig. Jeg hoppede ned i den...​

​...pansrede mandskabsvogn og tog plads i førersædet. De sovjetiske kampvogne fra den tid var nemme at betjene men sårbare overfor mujahedinernes vejsidebomber og de amerikanske Stinger-missiler.

I samme område ligger charmerende Istalif​, der...

...blev kaldt "Afghanistans brødkurv" indtil Taliban i 1998 ødelagde byen, forgiftede brøndene og fordrev befolkningen. Siden er mange kommet retur for at genopbygge byen, der...

...er berømt for sine lokale værksteder, der gennem århundreder har lavet keramik og kunsthåndværk.​

I over 1.000 år var Afghanistan et knudepunkt på Silkevejen, hvor handelsfolk, munke og rejsende fra øst og vest mødtes for eksempelvis at give jader, papir og krydderier i bytte for vin, tekstiler og ædelmetaller.​ Jeg byttede et par...

...knitrende sedler for en nydelig bland-selv-slik-skål.​

Med sin placering i Shomali-dalen har Istalif et køligere klima med vinmarker, og frugtplantager omkring sig. Særligt i weekenden er byen et populært udflugtsmål fra Kabul. ​

Tilbage i Kabul tog vi til Wazir Akbar Khan Hill, hvor den islamiske trosbekendelse blafrede i den 76 meter høje flagstang. Fra plateauet har man en fremragende...​

​...udsigt over Kabul, der ligger i 1800 meters højde. Kun syv hovedstæder i verden er placeret højere. La Paz i Bolivia topper listen med 3650 meter og har en pæn margin ned til Quito i Ecuador med 2850 meter.

Afghanerne er et folk med en række etniske grupperinger, hvor godt halvdelen er pashtunere. Herudover er der tasjikker, hazaraer, baluchere, usbekere og andre minoriteter.​ Manden med det faste blik bærer en broderet topi, der har en udskæring i panden og...

​...set bagfra minder om den marokkanske fez.

​Ikke langt fra flagstangen fik jeg øje på en begejstret og småløbende horde af mennesker, der fulgte efter...

...to halvstressede franske turister. Deres guide havde ikke "klædt dem ud", og i klippet ser du konsekvensen. I kontrast til deres intense oplevelse kunne jeg færdes...

...ganske ugeneret.​ Dagen før min ankomst havde min guide købt klæder, så jeg med hans udtryk "passede bedre ind i landskabet". Tøjet var behageligt at have på, så bliv ikke forbavset, hvis du møder mig i MENY i samme mundering.

​Jeg var ikke den eneste turist i Kabul i lokale gevandter. Mødte en kineser, der havde valgt at bære niqab som en del af hendes rejseoplevelse. Myndighederne i landet forventer, at kvindelige turister tildækker deres hår, arme og ben. 

​Talibans generobring af magten er for mange afghanere et dilemma. De er glade for, at krigen er slut og føler sig mere trygge i deres hverdag. Men de ønsker ikke en konservativ fortolkning af Sharia med undertrykkelse og patruljerende moralpoliti i gaderne. 

Baburs Haver​ i det centrale Kabul blev anlagt i 1528 og kombinerer følelsen af et fredsommeligt åndehul med kulturelle monumenter, hvor den mægtige grundlægger af Mughal-dynastiet er stedt til hvile.

​Babur blev som 12-årig konge af det østlige Usbekistan, og senere i livet udvidede han imperiet med dele af Indien og Afghanistan. I sine skrifter omtalte han Kabul som et paradis på jorden med sneklædte bjerge og blomstrende frugttræer. Det var stedet, hvor han ønskede at blive begravet. Babur døde i Indien i 1530, og hans jordiske rester blev siden flyttet til de hyggelige haver i den afghanske hovedstad.

Det vigtigste for mig er en dygtig guide, når turen går til et land, som Politikens Forlag ikke har udgivet en rejseguide om. Masoud var en af de bedste, jeg nogensinde har haft. Kemi fra første blik, velforberedt og dygtig til at afkode interesser. I baggrunden ses Ka Faroshi fuglemarked​, der...

...er en labyrint af smalle gader at gå på opdagelse i med fuglekvidder alle vegne.​ Mange af forretningerne har været drevet af familier i generationer og fuglehold har været populært blandt afghanske mænd i århundreder.

​Duer til kapflyvning, kanariefugle til skønsang og hønsefugle til illegale kampe, hvor kun den stærkeste vil overleve. Der var et stort udvalg på markedet, og afghanernes interesse for fugle spænder bredt. Men jeg blev alligevel en smule...

...forbløffet, da jeg kom forbi nogle lige lovlig farverige kyllinger. Forstod på min guide, at de skaber stor glæde for afghanske børn, der holder dem som kæledyr.​

Knægten solgte candyfloss og ikke lyserøde grillkyllinger.

Siden Taliban tog magten i 2021 har det kun været tilladt for piger at gå i skole op til 6. klasse, hvor de er omkring 12 år. Gymnasier og universiteter er de ligeledes blevet afskåret fra. FN har kaldt situationen for kønsbestemt apartheid og et af de værste tilbageskridt for kvinders rettigheder i verden.

​Af alle steder sendte Sus mig på shopping efter en afghaner-frakke, der åbenbart var blevet uundværlig i venindekredsen. Det gik så ud over denne flinke mand, der på få sekunder havde fyldt hele gulvet med muligheder.

ECCO producerer deres sko på egne fabrikker i Portugal, Slovakiet, Thailand og Vietnam. Men det er åbenbart ikke fancy nok for kopisterne, så på dette eksemplar stod der​ "Made in Italy" under logoet. Den danske virksomhed blev grundlagt i 1963 af Karl Toosbuy og er fortsat familieejet med over 2.000 butikker på verdensplan. Fra begyndelsen var visionen at skabe fodtøj, der følger føddernes naturlige bevægelse i stedet for at tvinge dem ind i skoens pasform. Det har gennem tiden givet tilfredse kunder blandt letbenede astronauter og verdensberømte golfspillere. 

​​Håndvævede afghanske tæpper er berømte i hele verden for deres kvalitet, dybe farver og traditionsrige mønstre. Branchen beskæftiger hundredtusindvis af primært kvinder i landdistrikter og flygtningelejre.

​​Mange tæppemønstre er unikke for de etniske grupper i landet og formidler deres kulturarv. Blandt de mest kostbare er Khal Mohammadi-tæpperne, der knyttes af turkmenske vævere i den nordlige del af Afghanistan.

​Stablede containere fyldt med farverige tæpper på vej til forventningsfulde kunder i hele verden. Men eksporten er faldet med godt 50 % efter Talibans overtagelse, da internationale sanktioner har bremset efterspørgslen.

​En del afghanske tæpper ender ude i butikkerne fejlagtigt mærket som "Made in Pakistan", da de eksporteres via Karachi. For en indikation af den rette oprindelse kan man tjekke om knuderne på bagsiden er asymmetriske. Herudover er tæpper fra Afghanistan typisk grovere i ulden med et mere håndlavet udtryk end de pakistanske.

Med uafbrudt krig og konflikt i over 40 år er der nok at berette om på krigsmuseet i Kabul, og i 2019 blev museet gudhjælpemig selv udsat for et bombeangreb. På de omkringliggende arealer var der udstillet militært isenkram som sovjetiske jagerfly og...

...​himmelragende missiler påtrykt FFE, hvilket betød "Free From Explosives". Men det var de over 500.000 bomber, raketter og missiler ikke, der gennem årtier med krig er blevet brugt i det plagede land. Hellfire, Maverick, Tomahawk, Scud, Stinger og bliv selv ved. Afghanerne har set et utal af dødbringende våben på deres himmel.

​Omkring 80 % af Afghanistan er blevet ryddet for miner. Men der ligger fortsat millioner af dem i landskabet og i gennemsnit bliver tre børn såret hver eneste dag.​

​De fire nederste er sommerfugleminer produceret af Sovjetunionen og spredt i et stort antal fra fly eller med granater. Når sidstnævnte eksploderede faldt minerne som regn over landet klar til at detonere ved et lavt tryk. Det betyder, at selv mindre børn kan aktivere en sommerfuglemine ved at samle den op eller træde på den. De er designet til at ligne legetøj og i forskellige farver tilpasset årstiderne. Jeg fik det fysisk dårligt, da...

...guiden forklarede mig sammenhængen. Min hjerne har virkelig svært ved at forstå, hvordan pokker mennesker kan være så grusomme, at de fremstiller miner med særlig risiko for børn. I skolerne gøres en stor indsats for at oplyse om aldrig at krydse linjer i landskabet med røde sten. De advarer om et minefelt, der endnu ikke er ryddet.​

​Et stykke fra en selvmordsvest bestående af tusindvis af invaliderende eller dræbende metalkugler. Et af de værste selvmordsangreb skete den 26. august 2021, hvor en ISIS-kriger gik ind i lufthavnen i Kabul og tog 182 mennesker med sig i døden, hvor 13 af dem var amerikanske soldater. På tidspunktet for mit besøg var ISIS og Taliban ikke på god fod og udførte angreb på hinanden. De er begge jihadistiske og islamistiske. Men ISIS opfatter Taliban som ideologisk blødsøden og forræderisk mod "den sande islam", da de på visse områder forhandler med vestlige lande.

Trykkoger ​med 25 kilo sprængstof fremstillet af mujahedinerne i midten af 1980'erne. Mujahedin betyder "dem, som kæmper for troen", og de fik massiv støtte fra blandt andet USA og Saudi-Arabien i deres kamp mod den sovjetiske invasionsmagt. Efter den kommunistiske...

​...regerings fald i Kabul i 1992, tog mujahedinerne magten. Men snart begyndte de at bekæmpe hinanden internt og en årelang borgerkrig brød ud.

​En anelse modsætningsfyldt gik udstillingen pludselig fra krigens tragedier til ekstravagante veteranbiler. Spurgte to gange uden at få en sammenhængende forklaring, der gav mening. Men flotte var de.

​Kontrasten mellem rig og...​

​...fattig er stor i Afghanistan. Ifølge FN og Verdensbanken levede 90 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen i 2024, og efter flere år med tørke var over 3 millioner børn akut underernærede.

​Middagslur på ladet af en bumlende traktor.

På et gadehjørne i hovedstaden holdt denne danske ambulance. I perioden fra 2002 til 2021 bidrog vi både med militært og civilt udstyr ​primært i Helmand-provinsen og omkring Kabul. Ved den kaotiske tilbagetrækning blev materiel enten hjemtaget, destrueret eller efterladt.

​Bryllupper på disse kanter er ofte store, farverige og kan strække sig over adskillige dage, hvor hele landsbyer samles for at fejre begivenheden. I de mere konservative familier holdes festen opdelt med mænd og kvinder i hver deres rum.

​Når man drømmer om at skifte sin japaner ud med en tysker.

​Den kære cola har mange navne.

Overnattede bag tykke mure og tung bevogtning på...​

​...det glimrende Grand Hotel, der drives i et samarbejde mellem Taliban og en tysk hotelkæde.

​På hotellets grønne arealer havde en turkmensk delegation slået telt op i stedet for at benytte værelserne. Lidt i stil med libyske Gadaffi, da han tog til Washington for at mødes med den amerikanske præsident.

Min chauffør på turen​ var glad for alt andet end...

...at holde i kø. I dette tilfælde udvidede han antallet af spor ved at inddrage fortovet. Det blev vi efterfølgende enige om ikke var nødvendigt at gentage.

​En lang historie kort. Jeg havde efter mange måneders venten omsider modtaget visum til Nordkorea, men 48 timer før afrejsen valgte myndighederne at annullere det. Dagene i kalenderen var afsat til eventyr, så jeg tog i stedet til...

...Dubai, hvor jeg i løbet af en formiddag fik ordnet visum til Afghanistan gennem Young Pioneer Tours. Der opstod imidlertid en væbnet konflikt mellem Pakistan og Indien. Skærmydslerne betød, at luftrummet til Kabul lukkede, men efter et par dage genåbnede det, og​ jeg kunne...

...tjekke ind med maven fuld af eventyrlige sommerfugle.​

​Jeg var forberedt på spørgsmålet. Men fik det for første og eneste gang i lufthavnen, da jeg viste mit pas for at forlade landet. "Are you muslim?", spurgte manden. Jeg svarede, at "jeg respekterer Islam og kom som en ven til landet for at lære". Manden blev synligt irriteret og gentog spørgsmålet. Jeg gentog afdæmpet mit svar. Han rystede på hovedet og gav mig mit pas retur. Tak for input til et passende svar, ChatGPT. Satte mig ved en juicebar nær gaten, og...

​...tænkte på de vanvittige og tragiske scener, der udspillede sig i Kabuls lufthavn i 2021, hvor desperate lokale klamrede sig til ydersiden af evakuerende...

...fly for at undslippe Taliban, der på få timer overtog Kabul. På grænsen til uvirkeligt at forestille sig, og jeg blev...

​...både rørt og lettet, da jeg sad i flyveren og kiggede ned på de smukke afghanske bjerge. Mit sind var i fire dage blevet stopfodret med utallige og utrolige sanseindtryk. Alt var gået som planlagt. Mine skuldre kunne falde ned.

Hver aften spurgte Masoud om, jeg ville​ sende dagens bedste billeder til ham. Det tænkte jeg ikke videre over. Inden vi tog afsked forærede han mig denne fine kop. Med afstand min nye yndlingssouvenir på rejsereolen. Tak for mange sjove stunder, min ven.

Jeg skal ikke anfægte ovenstående svar fra ChatGPT eller anbefale andre at tage til Afghanistan som turist. Men oplevelserne og det lidende folk vil for altid have en speciel plads i mit rejsehjerte​.