​tchad 2024 (april)

Glade dage i verdens 20. største land, der med over 200 forskellige stammefolk er et af de mest etnisk mangfoldige i Afrika. Tchad ligger i Centralafrika og strækker sig over flere klimazoner med knastørre Sahara mod nord og mere frugtbare vådområder mod syd. Landet kæmpede på tidspunktet for mit besøg med flygtningestrømme fra krigsplagede Sudan og terrortrusler fra jihadistiske Boko Haram. På den baggrund koncentrerede jeg min søgning...

...efter smil og livsglæde omkring den afsikrede hovedstad, N'Djamena. Og jeg skulle ikke lede længe. Et meget imødekommende folk og på trods af efterretninger om det modsatte, havde jeg ingen problemer med at tage billeder af hverken mennesker eller monumenter.  ​

Få kilometer udenfor N'Djamena besøgte jeg Gaoui​, der menes at have været hovedstad for Sao-folket fra omkring det 6. århundrede. Det er en af de tidligst kendte civilisationer i det centrale afrika, og de byggede deres huse af ler og mudder med dekorerede mønstre, der afspejler de lokale kunsttraditioner.

Symbolet på det kulturelle centrum for Sao-folket er det mægtige palads opført i klassisk sahelistisk stil. De tykke mure af​ mudder og ler hjælper med at holde bygningen kølig i heden og isolerer mod kulden om natten.

Indtægter fra landsbyens museum er med til at finansiere bevarelsen af den kulturelle arv ved Gaoui, og udover...​

​...lerfigurer, redskaber og gamle våben, hænger der billeder af Sao-civilisationens mange konger og dronninger. Fantasifulde tunger har gennem generationer overleveret myten om, at Sao-folket nedstammer fra enorme mennesker med overnaturlige kræfter.

Landbyens indbyggere lever af landbrug og traditionelt håndværk, og særligt kvinder fra egnen er kendt for deres produktion af keramik. ​Herudover er det som i mange andre samfund verden over...

...kvinderne, der tager det primære ansvar for familiens sammenhold og børneflokkens trivsel. Denne travle mor fik 10 minutters frirum, mens ungerne bladrede i seneste nummer af Globen​ udgivet af De Berejstes Klub.

De kulturelle indtryk stod i kø denne formiddag og næste stop var nationalmuseet i hovedstaden, der blev grundlagt et par år efter fejringen af landets løsrivelse fra Frankrig i 1960.

Museet har fire hovedsektioner, hvor den første handler om menneskets oprindelse samt tidlige eksistens i regionen. Jeg stoppede op ved replikaen af Toumaï, der er blandt de ældste forfædre til mennesket i overgangen fra chimpanser. I 2001 blev der i Tchad gjort et bemærkelsesværdigt fund af et kranie fra arten, der levede for over 6 millioner år siden. 

Troede dukkerne var Tchads svar på "Anna & Lotte". Men de berømtheder havde museets kustode aldrig hørt om. Han forklarede i stedet detaljeret og LÆNGE om regionens udvikling indenfor traditionelle klædedragter.

Tchad er opdelt i 23 provinser, der igen er opdelt i departementer, underpræfekturer og kommuner. Hver provins har en guvernør​, der udpeges - og til enhver tid kan udskiftes - af den siddende præsident. En centraliseret styreform som skabt til nepotisme, magtmisbrug og korruption. På CPI-indekset over verdens mest korrupte...​

...lande blev Tchad i 2022 rangeret som nummer 14 ud af 180 vurderede nationer. Den pinlige førsteplads gik til Somalia, og blandt de 20 mest korrupte lande i verden lå de 15 i Afrika.​

I den nordlige del af Tchad kæmper folket med tørke og mod syd er landet plaget af oversvømmelser. De udfordrende vejrforhold gør tilværelsen barsk for både dyr og mennesker.​

Fair nok at køre på knallert med sin ged. Men komplet uforsvarligt, at dyret ikke har hjelm på!

I hjertet af N'Djamena er Place de la Nation den foretrukne samlingsplads ved officielle arrangementer, ​militære parader og fejring af nationale begivenheder. Her findes en række mindesmærker og statuer dedikeret til landets uafhængighed og historiske helte.  

Den nydelige globus symboliserer Tchads ønske om internationalt samarbejde og fredelig sameksistens​. Den ældste eksisterende globus blev fremstillet af den tyske kartograf Martin Behaim få måneder før Columbus sejlede mod Amerika i 1492.

Der ​findes 57 lande (inkl. Palæstina) i verden med en så betydelig muslimsk befolkning, at de har meldt sig ind i Organisationen for Islamisk Samarbejde. Tchad er et af medlemslandene og opførte i 1980'erne den imponerende Grand Mosque de N'Djamena, der kan rumme tusinder af troende til de fem daglige bønner.

N'Djamena ligger ved den sydlige udkant af Sahara ved Charis bred. Floden er 1.400 km lang og løber fra syd mod nord med udmunding i Tchad-søen, der er kontinentets sjette største. ​

Der var fuld fart på valgkampen under mit besøg med plakater, flag og propaganda i gaderne. Efter et militærkup kom Idriss Deby til magten i 1990 og holdt Tchad i et politisk jerngreb i 31 år. I april 2021 tog den 68 årige præsident til den nordlige del af landet for sammen med sine tropper at bekæmpe en oprørsgruppe. Formålet var at demonstrere heroisk lederskab og samhørighed med folket. Men... 

...den aldrende Deby blev skudt ved frontlinjen og døde kort efter af sine kvæstelser. Sønnike stod klar i kulissen til at overtage posten som præsident. Efter min hjemkomst læste jeg, han opnåede genvalg til en øredøvende kritik fra... ​

...internationale valgobservatører, der påpegede så valgsvindel i et omfang, at nærmest alle landets firben også skulle have stemt på ham.​

Det var varme dage, så hotellets pool var en fornøjelse at sænke kropstemperaturen i. Men hverken...​

​...krig eller kærlighed var tilladt omkring bassinet.

​Når jeg rejser på egen hånd til eksotiske egne udover det sædvanlige, er jeg på den første halvdel af turen særlig påpasselig i forhold til ikke at opsnappe bakterier fra mad og drikke. Det vil sige ingen gadekøkkener. Ingen rå/skyllede grøntsager. Og tandbørstning sker i vand fra en forseglet flaske. På anden halvdel af turen øger jeg ofte antallet af kulinariske eksperimenter og bevæger mig væk fra spaghetti med kødsovs, der er min "tarmflora-favorit". 

Eneste tropiske badestrand jeg så på turen var motivet på hotellets badevægt, da landet er en indlandsstat. Den status deler Tchad med 43 andre lande i verden, der heller ikke har direkte adgang til et hav.

Sidste solstråler efter en dag fuld af oplevelser, og på hotellet gik personalet i gang med at dække op til...

​...afholdelse af "Entreprenuer 2024" med rød løber og kulørte lamper. Arrangementet satte fokus på at fremme erhvervsmæssige tiltag og innovation i regionen. Som afdanket iværksætter smækkede jeg benene op og fulgte nysgerrigt med fra min balkon. 

-------------------------------------------------------------

Vist på tide at rejse hjem...!

-------------------------------------------------------------

Den langærmede trøje blev i kufferten under mit ophold, og...

...med en den intense varme undrede det mig, at en knægt i kørestol skulle sidde og stege i solen for at boarde flyveren som den sidste. Han sad og ventede i hvad der føltes som en evighed, og jeg henvendte mig uden held to gange til de halvforvirrede stewardesser for at gøre opmærksom på den uhensigtsmæssige kundepleje. 

Blev oplyst, at jeg efter indrejse skulle registrere mig ved politiet i centrum af Ndjamena indenfor 72 timer. Men det viste sig hverken muligt eller nødvendigt. Jeg ankom fredag aften, og myndighederne havde lukket i weekenden. Ved udrejsen gik det...

...som smurt gennem paskontrollen uden spørgsmål til den lovpligtige registrering. Måske fordi, jeg opholdt mig færre end 72 timer i landet. Det kunne jeg ikke få verificeret.​​ Men tak for denne gang, Tchad.​