ESSaouira 2011

En af perlerne på den marokkanske kyststrækning er Essaouira, der ikke er et trimmet chartermål, men har fine faciliteter til de turister, der ønsker komfort. Byen ligger blot få timers kørsel nord for Agadir og har uendeligt meget charme.​

På vores tagterrasse pludrede dette "mågekanske" svar på Kaj & Bøje om, at Essaouira er landets foretrukne sted at tage til for windsurfere. De dage vi opholdt os i byen var vinden dog for svag til den fornøjelse, så vi lejede i stedet to...​

...quad bikes og var drengerøve for en dag i de herlige sandbanker, der...​

...strækker sig langs det brusende Atlanterhav.​

Terrænet vekslede mellem flade sandmotorveje med gashåndtaget i bund og...​

...stejle skrænter, hvor det gjaldt om at holde fast i bremsen.​

Har man blot et enkelt stænk benzin i blodet, så er quad bikes

en suveræn måde at opleve de naturskønne omgivelser ved Essaouira.​

Kom drønende forbi en utrolig sjælden dromedar med en pukkel og to hoveder!​

Dromedaren kan drikke over 100 liter vand på en dag, og den megen væske oplagres i puklen. Det er en dromedar, der af afbildet på Camel-cigaretpakken.​

Tager ganske få minutter at lære styretøjet på en quad bike at kende,og så kan man ellers komme vidt omkring på få timer. Eventen kan anbefales.​

Ved stranden kan lejes både klassiske og moderne transportmidler.​

Fandt logi indenfor murene af den gamle by på Villa de L'O.

Hotellet er indrettet helt utrolig smukt med et utal af charmerende detaljer og en lækker tagterasse, hvor man kan...​

...få sig en kold Casablanca og nyde den herlige udsigt. Både Jimi Hendrix og Bob Marley faldt pladask for denne marokkanske oase.​

Byens atmosfærefyldte marked er mest spændende efter mørkets frembrud, hvor det summer i gader og gyder uden mange vestlige turister i mængden.​

Jan ville forære mig en marokkopude, hvis jeg spiste en skovsnegl.

Den berømte marokkopude kan pruttes med hjem i et utal af farver og mønstre.​

Slagterbiks, hvor kunden på det nærmeste er omringet af velhængte varer.​

I gaderne omkring det centrale marked ligger masser af hyggelige restauranter, hvor frisk fisk er blandt specialiteterne. Essaouira har Marokkos tredjestørste havn.​

Rart med en smule lys for enden af tunnellen, men byen føles tryg at færdes i også efter mørkets frembrud.​

Fra Essaouira fortsatte vi et par hundrede kilometer mod nord og gjorde...​

...stop ved El Jadida, der fra 1502 til 1769 var under portugisisk herredømme. Gennem årene forsvarede kolonimagten sig mod talrige marokkanske angreb  og forskansede sig bag disse solide mure, der omkranser den fornemme gamle by.​

Alle forsyninger til portugiserne kom fra havnefronten, og i centrum af El Jadida byggede de en underjordisk cisterne til at opretholde den nødvendige vandforsyning.​

Nede i cisternen er der et fantastisk smukt lysindfald fra en luge i loftet, og...​

...der er optaget adskillige reklamefilm på stedet.​

Fra toppen af bymuren kan man få øje på mange af de fine gamle bygninger, og...​

...de mindre fine sardinkuttere, der er trukket på land.​