Det eksotiske emirat i den Persiske Bugt er fire gange mindre end Danmark, men har formået at placere sig i toppen på listen over verdens rigeste lande. Qatars undergrund er smækfuld af olie og gas, hvilket har skabt den bugnende statskasse og finansieret Dohas imponerende skyline, der kan ses bag boybandet.
Der bor 300.000 oprindelige qatarere i landet og et par millioner gæstearbejdere fra lande som Indien, Pakistan, Nepal og Sudan. De har primært job i servicefagene og byggebranchen, så samfundet kan nå at udvikle sig i det tempo, som emiratet ønsker.