Varanasi 2008

Shiva Ganges View har en fin udsigt over den hellige flod og fine værelser. Du kan booke på www.varanasiguesthouse.com.​

Livet ved Ganges er en nærmest overvældende oplevelse af lugte, lyde og motiver. Byen er den helligste af de syv hellige byer i Indien og emmer af religiøs spiritualitet.​

Fra byen er der 108 brede ghats, der fører ned til Ganges. Ghat betyder trappe.​

Den centrale og mest berømte af alle byens trapper er Dasaswamedh Ghat.

Der var et mylder uden lige fra morgenstunden, hvor de lokale og mange pilgrimme vaskede sig, børstede tænder og fik styr på morgenbønnen.​

Det helligste dyr ved den helligste flod. Eller er det mon bøfler? Under alle omstændigheder, så er koen blandt andet hellig fordi den evner at give mælk. Det gør bøflen også, men den er ikke hellig. Indien eksporterer i øvrigt oksekød.​

Fattigdommen i Indien er synlig, og over 75 % klarer sig for under en dollar om dagen. På Tiggertrappen ved Dasaswamedh Ghat får de fattigste smidt ris i deres fade af de mere velstillede. Du betegnes som fattig i Indien, hvis du tjener færre end 45 kr. mdl.​

I 1984 var der 685 millioner indere, hvilket i dag er vokset til over 1,1 mia. Med en befolkningstilvækst på 1,6 % vil Indien overhale Kina i 2050 og være 1,6 mia.​

Midt i det kaotiske liv ved floden sad et par ældre herrer og legede med slanger.​

Myrebrænderbriller findes også i Indien.​

En guru med hans disciple omkring bålet. Hinduerne tror på reinkarnation, hvor man bliver genfødt til enten et bedre eller et værre liv afhængig af sine gode og dårlige gerninger - også kaldet "karma". Målet for alle hinduer er at opnå "moksha", hvor man bryder reinkarnationens cyklus og slipper for genfødsel. 80 % af inderne er hinduer.​

Det var ikke uden betænkeligheder, jeg sprang i floden. En dukkert i den hellige Ganges vasker alle synder bort. Men...​

...det var svært at abstrahere fra antallet af kradse bakterier i vandet fra de adskillige lig i vandkanten.​

En opsvulmet og pilrådden mand kom på uhyggelig vis flydende forbi os. Kvalmende og stærk oplevelse for mig. Men dagligdag for de lokale ved den hellige flod.​

Om dette også er et lig eller blot en træt eksistens, der tager sig en lur i en skøn baggårdscontainer, opklarede vi ikke.​

I Jerusalem har de Grædemuren. I Varanasi har de Skidemuren. Det er tårefremkaldende ulækkert og stanken svier i kraniet, når man passerer.​

De er "skide ligeglade" med om folk står og kigger på. De tørrer sig heller ikke, og som det kan ses på dette billede, så er der simpelthen bare afføring overalt. Har aldrig oplevet en så primitiv fækaliekultur som den indiske. Så flere gange politiet stå og strinte i fuld offentlighed, så der savnes også myndige rollemodeller.​

Ritualerne med det hellige vand er mange og fascinerende. Intet slår dog blikket i deres øjne, når de tilbeder de højere magter. KLIK på billedet.

Vandpjaskeri i de hellige dråber.​

Et af de hellige ritualer for kvinder er at lade sig kronrage.​

Saddhu'er er hellige mænd, der vandrer omkring med ganske få ejendele og lever af almisser. Primære formål i deres tilværelse er at opnå "moksha".​

Vi var heldige at komme til Varanasi på dagen, hvor de skulle fejre Dev Deepawali, der er en storslået festival til ære for martyrerne, der ofrede deres liv for Bharat Mata. Der var tændt tusindvis af lys på samtlige 108 ghats langs Ganges. Utroligt skue!​

Besøg Varanasi ved fuldmåne, så er du sikker på, at der foregår en eller anden form for festivitas. Dev Deepawali fejres kun en gang om året i oktober eller november.​

Mødre med de mindste nyder fyrværkeriet på Manmandir Ghat.​

Er der færre eller flere end 100 lys i denne cirkel?​

En prægtig 15-årig guttermand roede os op og ned ad floden i nogle timer og forklarede om deres festival, ritualerne ved ligbrænding og templerne inde på bredden.​

Intense bønner badet i stearinlys.​

Op på siden af os kom denne knægt i hans fine blomsterdekorerede robåd, og...​

...vi købte et par af hans lys, der blev sat ud på floden med fromme ønsker for fremtiden.

Stemningen ved Jalasanyan Ghat er ubeskriveligt fascinerende, og der brændes over 100 lig i døgnet. Alle dyppes i floden før brænding og asken strøes til sidst ud i Ganges.​

Kvinder deltager ikke i kremationerne, da der tidligere var for mange selvmord, hvor hustruen kastede sig selv på bålet. Børn brændes ikke, da de anses for rene.​

Jalasanyan Ghat lignede en slagmark næste morgen, hvor der stadig var fut i et par bål. Det tager tre timer at brænde et menneske, hvor mandens brystkasse og kvindens bækken tager længst tid. Familiens ældste søn tænder altid bålet.​

Det koster omkring 100 kr. for de 200 kilo brænde, der skal bruges til et "menneskebål". Mange har ikke råd til det, og derfor flyder der altså lig i floden.​

Apropos døde mennesker. Inderne sætter "minde-annoncer" i aviserne, hvor de giver udtryk for, hvor meget de stadig savner deres kære. Nogle er gået bort for 10 år siden. Men bliver fortsat mindet på årsdagen for deres død.​

Heldigt for tjeneren, at hverken Jan eller jeg har tendens til at være morgensure. Vi bestilte toastbrød med syltetøj og frugt. Efter at have ventet en time fik vi to glas varm juice. Da jeg havde rykket tredje gang med besked om, at vi blev nød til at gå om et øjeblik, blev det straks serveret. Skal præcisere, vi var de eneste gæster i restauranten.​

Ventetiden brugte vi på at nyde solopgangen. Sikke et sanseligt eventyr ved Varanasi med oplevelser og indtryk, der uden tvivl vil sidde dybt i mig resten af livet.​