​BurkinA faso 2025 (februar)

I en lille landsby vest for Ouagadougou lever de lokale i en helt særlig sameksistens med over 100 krokodiller. Sagnet lyder, at de enorme reptiler ledte landsbyens beboere til en ukendt kilde under en alvorlig tørke i 1500-tallet. Lige siden har krokodillerne været hellige dyr på egnen, der bliver...

...klappet, æret og fodret med kyllinger.​ Krokodiller har været på vores planet i over 200 millioner år og er et af de få krybdyr, der udviser forældreomsorg. Hunnerne vogter over deres rede og kan eksempelvis ses bære ungerne i munden for at holde dem væk fra rovdyr. 

Knap så meget omsorg​ blev vist denne kylling. 

​Jeg tvivlede ikke et sekund på min guides skæbnefortælling. Men kunne alligevel mærke en bævrende underlæbe, da jeg i mine Lacoste-sko satte mig ned og lagde hånden på dyret. Det berømte tøjmærke blev lanceret i 1933 af den tidligere franske tennisspiller Rene Lacoste. På banen var han kendt som "Le Crocodile" på grund af hans udholdenhed og evne til aldrig at give op. Valget af en krokodille på kollektionen var oplagt, og Lacoste er i dag et af verdens mest kendte logoer. ​

​Krokodiller er ikke bare primitive rovdyr. De besidder intelligens, stærke instinkter og en social adfærd, der har sikret deres overlevelse gennem historien. 

Der findes 23 arter af krokodiller i verden, og ved Bazoule er det den vestafrikanske panserkrokodille, du kan få et smil af. Den har over 60 tænder i sit store gab, og der vokser en ny frem, når en tand bliver tabt. I løbet af en krokodilles liv kan den nå at have flere end 1.000 tænder. ​

​I den spirituelle krokodillesø stod blomstrende lotus, der i den buddhistiske kultur symboliserer renhed og genopstandelse. Planten vokser i stillestående ferskvand som søer og sumpe og er kendt for frø, der kan spire efter mere end 1.000 år.

​Som i store dele af Vestafrika indeholder jorden et højt indhold af jernoxid, hvilket giver den rustrøde farve. Fra november til marts blæser Harmattan-vinden fra Sahara, og der lægger sig...

...rødt støv på bygninger, biler og alle mulige andre steder, hvor skidtet kan få fat. Den primitive infrastruktur med... ​

...mangel på asfalterede veje er med til at hvirvle det røde støv op, når biler og motorcykler suser rundt.

Der er ikke langt mellem de smilende burkinere. Men siden 2019 har landet oplevet vold og uroligheder, der internt har drevet over to millioner mennesker på flugt. ​

Fodbold er den mest populære sport i Burkina Faso​, og min guide tog mig forbi Stade Municipal, hvor...

​...der blev kæmpet om guldet. Over halvdelen af eksportindtægterne for Burkina Faso kommer fra landets guldminer, hvor der i 2024 blev sendt 60.000 kilo afsted til de primære samhandelspartnere i Schweiz og De Forenede Arabiske Emirater. 

Ikke mange tilskuere på lægterne, men​ der var fin lyd fra...

...de fremm​ødte, da kampens afgørende scoring faldt på et lumsk frispark.

​En fredsommelig stemning på stadion, men...

...der blev alligevel passet godt på dommertrioen.​

Det har været tæt på ved flere lejligheder. Men Burkina Faso er endnu ikke lykkedes med at kvalificere sig til en VM-slutrunde. Største salgsboom i...

​...fanshoppen kom i 2013, hvor landet spillede sig i finalen ved Africa Cup of Nations. Det endte med sølvmedaljer, da Nigeria vandt opgøret med 1-0.

Ikke mange hovedstæder i verden har et så eksotisk navn som Ouagadougou, der udtales "wa-ga-du-gu" og betyder "hvor folk får respekt og ære". Byen fik sit navn i det 15. århundrede, da Mossi-folket med Kejser Naba i spidsen erobrede området.​

Over 60 % af befolkningen praktiserer islam.​

Kun omkring halvdelen af børnene i Burkina Faso får lov at gennemføre grundskolen. I stedet bliver de sendt i arbejde som gadesælgere eller i marken. Værst er dog skæbnen for dem, der bliver sendt til minerne. Et både hårdt og farligt sted for børnene at opholde sig.​

Hovedsædet for det romersk-katolske ærkebispedømme i Ouagadougou blev bygget i 1930'erne af De Hvide Fædre, der er en missionsorden. Den røde murstensbygning er en af de største kirker i Vestafrika og kendt som "Katedralen for den Uplettede Undfangelse".

Prædikestolen blev udbedt i middelalderen for at optimere akustik og synlighed under gudstjenesten. Katedralens håndbårne udgave var et kreativt indslag i samspil med døbefonden i det... 

...store kirkerum med sine farvede buer.​

Mossi-riget blev grundlagt omkring 1200-tallet og blev et af de mest magtfulde i Vestafrika med en stærk hær, der holdt fjenderne fra Mali-riget og Songhai-riget på afstand. Men i 1896 kom franskmændene buldrende og koloniserede Mossi-riget, der blev en del af Fransk Vestafrika.​

Det officielle sprog er fransk, men mange taler også Mossi, der er det mest udbredte lokale sprog.​

Ingen kyster men Burkina Faso har mere end en håndfuld nabolande omkring sig. Landet er seks gange større end Danmark med et landskab præget af savanne og plateauer. ​

Burkina Faso er en republik med en præsident som statsoverhoved. Men der findes stadig konger i landet, hvor den mest betydningsfulde er Mossi-folkets. Han kaldes for Moro Napa og hver fredag morgen afholdes en traditionel ceremoni, hvor han symbolsk trækker sig tilbage fra posten for øjeblikket efter at genindtræde.​

De største byrder for det burkinske samfund er tørke, sult og mangel på rent drikkevand. Kombineret med et underudviklet sundhedsvæsen er Burkina Faso et land, der har behov for bistand fra verdenssamfundet for at holde balancen. ​

I november 2024 udtalte Burkina Fasos udenrigsminister, at et øget samarbejde med Rusland passede bedre til landets behov end de historiske bånd til Frankrig. Herunder at styrke det militære samarbejde for bekæmpelse af terrorisme.​ Siden 2015 har der været adskillige angreb, der har medvirket til at destabilisere det afrikanske land.

Thomas Sankara var landets præsident fra 1983 til 1987 og var manden, der ændrede landets navn fra det franske Haute-Volta til Burkina Faso, der betyder "de ærliges land". I oktober 1987 blev et regeringsmøde bestormet af bevæbnede mænd, hvor Sankana og 12 af hans allierede blev skudt. Det var hans mangeårige ven og næstkommanderende, Blaise Compaoré, der stod bag mordene. Han overtog magten og regerede landet de efterfølgende 27 år indtil hans styre blev væltet i 2014. I dag anses Sankana som en af Afrikas største revolutionære ledere og hyldes i Burkina Faso med blandt andet portrættering på mælkechokolader.   ​

Der var både pool, spa og padle på det glimrende Lancaster, der var basen under mit ophold.

Fra november til marts er der typisk behagelige temperaturer med tørre vinde fra Sahara. Dagene forinden brugte jeg i Elfenbenskysten med en langt højere luftfugtighed, så det var virkelig lækkert at komme til Ouagadougou.​​

Turistmæssigt er Burkina Faso off-the-beaten-track og ganske uberørt. Et land med en venlig befolkning, og jeg vil...​

...for altid tænke på besøget med et smil, når jeg ser en krokodille på en flodbred eller på brystet af en poloshirt.​