INFO OM NR. 1 TIL 100

Når det handler om at få TOPLEVELSER her i tilværelsen, så kan nogle planlægges mens andre kommer helt af sig selv. Den optimale måde at rejse er med en plan i den ene hånd og uforudsigeligheden i den anden.

Minderne fra mine mange rejser er utallige, og herunder er listet de 100 største seværdigheder, som jeg foreløbig har haft. Fælles for dem er, at du selv kan rejse ud og opleve dem alle sammen.

Efter de første 100 kan du klikke videre til flere fantastiske, mærkelige, vilde, sjove og absurde TOPLEVELSER. Nogle af dem er foregået helt tilfældigt og kan ikke nødvendigvis opleves ved at rejse til destinationen. Men det er aldrig kedeligt at prøve!

1) Serengeti Nationalpark (Tanzania)​

Intet andet sted i verden foregår så mangfoldig og utrolig en dyrevandring, som det er tilfældet i Østafrika.

Du vil opleve landskaber fyldt med gnuer og zebraer, horder af elefanter, nysgerrige giraffer, glubske gribbe, hylende hyæner, brølende løver, hvæsende leoparder, sprintende geparder og mange andre fantastiske dyr.

Lad din drømmesafari gå til Serengeti og kombiner besøget med en eventyrlig opstigning i luftballon over den berømte slette - BIG FIVE og KLIK.​

2)​ Galapagos (Ecuador)

Disse afsides øer i Stillehavet er helt forståeligt en stor drøm for mange mennesker at rejse til.

Fantastisk at møde de gamle skildpadder på landjorden, men også under havoverfladen er der rendyrket eventyr, hvor du kan snorkle med sæler og delfiner.

For dykkere er det et paradis med berømte Darwin & Wolf som det ypperste. Du skal være Advanced Diver for at dykke i det område, men belønningen kan meget vel være en uforglemmelig hvalhaj eller hundredvis af hammerhajer.

Klik HER og se Madsen med en mega-padde!

3) ​Machu Picchu (Peru)

Det tager sin tid at komme til kronjuvelen blandt
de peruvianske attraktioner men jeg har aldrig hørt om nogen, der har fortrudt strabadserne.

Udsigten, fornemmelsen og den friske luft er ubeskrivelig i denne bjergrige udkant af Amazonas. Hvis du er helt tosset med ruiner, så se at komme afsted til dette fordums inkarige i Andesbjergene.

KLIK og nyd en Inca Kola.

4) Victoria Falls (Zambia & Zimbabwe)

I "konkurrencen" mellem klodens to mægtigste vandfald ender det afrikanske bud øverst, da Foz de Iguazu i Sydamerika ikke kan prale med samme storslåede dyreliv.

Til lyden af de tordnende vandmasser kan du opleve smilende krokodiller, der soler sig på flodens bred, mens elefanterne tager vandbad med flodhestene. En ubegribelig lækker TOPLEVELSE på det afrikanske kontinent.

For at danne dig et overblik over de mange herlige måder  at opleve Victoria Falls skal du både klikke HER og HER.

5)​ Den Kinesiske Mur (Kina)

Det 8.851 kilometer lange fæstningsværk er ikke til at komme uden om på en troværdig liste, hvor verdens vidundre skal nævnes.

Muren er bygget af et flittigt folk, der spiser alt med puls og kan være vanskelige at blive kloge på. Ude på landet, hvor 800 millioner af dem bor, er de så langt fra vestlig logik og fornuft, at det ikke er til at fatte. Hele turen værd.

Rejste med tog fra Beijing til den vietnamesiske grænse gennem 4000 tunneller, hvor vi blandt andet fik serveret hund, kat og rotte!

Klik HER for at "møde muren" - og se en halv hund.

6)​ Grand Canyon (USA)

Der findes megen storslået natur i USA, men få steder er "so worth to see", som de mægtige kløfter i Arizona.

Colorado River løber betagende igennem området, som vi oplevede i snevejr, regnvejr, solskin, til fods, i bil og fra helikopter. Undskyldningen for et gensyn er dog på plads, da vi ikke nåede at rafte på den vilde flod.

Spænd vandrestøvlerne og KLIK dig med til indianernes land.

7)​ Pyramiderne (Egypten)

De er mægtige og mystiske som intet andet og et utal af eksperter brygger stadig løs på teorierne om deres tilblivelse.

Gravene ved Giza er det eneste af oldtidens syv vidundere, som vi i dag kan betragte og beundre - og det endda i så imponerende grad, at kun få moderne bygningsværker kan følge med.

Klik HER, hvis du aldrig har set en mumie.​

8) ​Koralhavet (Australien)

Farvandet nordøst for Australien byder på uimodståelige dykkeroplevelser med fodring af hajer, billedskønt koralliv og en sigtbarhed på over 60 meter.

Great Barrier Reef er verdens største koralrev og en del af Koralhavet, men du skal længere væk fra kysten for at finde det magiske marineliv, der retfærdiggør ottendepladsen på denne liste.

Hop ombord på en af områdets dykkerbåde, der er på havet i minimum fire fulde dage og gør stop ved Holmes Reef eller The Cod Hole.

På disse kanter vil du blandt andet møde de sælsomme og charmerende kartoffelfisk, der er så glade for mennesker at de gerne lader sig klappe på skællen. De nyder simpelthen kontakten og opfører sig som kælne vandhunde.

Næste gang tager jeg fiskekiks med til dem - KLIK.

9) Diskobugten (Grønland)

En sommerdag i Ilulissat med blå himmel, knirkende isbjerge og prustende hvaler i Diskobugten er den pureste balsam for sjælen.

Hvis du herudover kombinerer turen med et par dage ved den kælvende isbræ ved Eqi og en helikoptertur til indlandsisen, så har du givet dig selv en uge af dit liv, som du aldrig vil glemme.


På med solbriller og sælskindsluffer og KLIK.

10)​ Foz de Iguazu (Brasilien & Argentina)

Det sydamerikanske "waterwonder" er afgjort en attraktion af de helt store i denne del af verden, og vandfaldet skal opleves fra både den argentinske og den brasilianske side.

Sæt derfor minimum et par dage af ved dette naturlige vidunder, der fortjener at blive beskuet og beundret fra alle tænkelige vinkler.

Udover at vandre langs kanten af de 275 vandfald, så kan det anbefales at danne sig et overblik over området fra en helikopter og ikke mindst få den plaskende fornemmelse i en af bådene, der sejler helt tæt på vandmasserne.

KLIK for en jungledukkert.

11) Taj Mahal (Indien)

Mange hævder, at det indiske vartegn er den smukkeste bygning på jorden. Jeg er foreløbig enig.

Marmorpaladset er et magisk syn, og den gribende kærlighedshistorie mellem Shah Jahan og Mumtaz Mahal fascinerer på eventyrlig vis.

At klæde sig en smule ud som Hellige Mænd fra Legoland med sort turban og hvid klædedragt gør i øvrigt ikke oplevelsen mindre underholdende - KLIK.

12) Angkor Wat (Cambodja)

Asiens rodfæstede og arkæologiske Mekka er beliggende  få kilometer nord for Siem Reap i Cambodja og imponerer alle besøgende uanset historisk indsigt og interesse.

Junglens "angreb" på templerne er ganske utroligt med kraftige rødder, der snor sig alle vegne og træer, der skyder mod himlen de særeste steder.

Tag de kulturhistoriske briller på og KLIK.

13) Colosseum (Italien)

Den italienske hovedstad er en af mine favoritter, når kategorien er storbyer. Byen har uendelig meget charme, en dramatisk historie og et utal af velbevarede monumenter.

"Den Romerske Rundkørsel" er et magisk skue og får en lille gladiator frem i de fleste turister. Tænk at have siddet der for et par tusind år siden sammen med 50.000 blodtørstige tilskuere.

Se Venedig OG ROM før du dør!...og klik HER.

14) Påskeøen (Chile)

Historien og mystikken fascinerer i det øjeblik, du lander på den fjerne Påskeø langt ude i Stillehavet, som de lokale kalder Rapa Nui.

Hundredvis af de berømte stenstatuer (Moaier) står og ligger rundt omkring på hele øen, og anstrengelserne med at bakse dem rundt for over 1.000 år siden er ikke til at fatte.

Nap en bid af polynesien HER.

15) Cape Town (Sydafrika)

Måske den smukkest beliggende storby i verden.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg har ingen andre steder set så storslået en placering for en millionby. Cape Town er ganske uovertruffen.

Sydney, Rio, Quito, Vancouver, San Francisco, København og mange flere er gode bud, men den sydafrikanske by er i en klasse for sig.

Klik HER og kom med ud på kanten ved Lions Head.

16) Ngorongoro (Tanzania)

Uden sammenligning den mest betagende udslugte vulkan i verden, hvor vildskaben i dag findes blandt savannens dyr.

I det ufatteligt smukke krater lever zebraer, gnuer, løver, flodheste, bøfler, flamingoer, elefanter, hyæner og et utal af andre spændende afrikanske dyr.

At vågne op og spise sin morgenmad med udsigt over Ngorongoro er uforglemmeligt.

Længe leve Tanzania og KLIK.

17) Varanasi & Gangesfloden (Indien)

Du kan ikke undgå at få stærke sanseindtryk med hjem, hvis du sætter kursen mod den helligste af de syv hellige byer i Indien, Varanasi.

Vi blev mildest talt chokerede da dette rådne og opsvulmede lig med blomster omkring sig (billedet) kom flydende tæt forbi vores lille robåd på den bakteriefyldte flod. Det var ikke det sidste lig vi skulle få øje på...

Test dine sarte fornemmelser HER.

18) Burj Al Arab (Dubai)

Vartegnet i Dubai er mindeværdigt at opleve udefra og uforglemmeligt at opleve indefra.

Vi havde 24 timer i ustyrligt smukke omgivelser med egen butler, en suite i to etager på flere hundrede m2 og bladrede for første gang i en Pillow Menu på intet mindre end 16 sider. Ja, vi skulle simpelthen vælge, hvilken hovedpude vores luksuskranie skulle trykke flad!

Og nej, hotellet er ikke syvstjernet. Klik HER og få sandheden om antallet af stjerner til Burj Al Arab.

19) Palau Islands (Palau)

Udover helt sublime strande, så lokker øgruppen i den østlige del af Stillehavet med dykning i verdensklasse.

Glæd dig til at blive spændt fast i en krog ved det berømte Blue Corner og opleve alverdens undervandsliv suse forbi din maske. Ubeskriveligt.

Er drømmen at svæve rundt med de majestætiske djævlerokker, så kan du roligt booke billetten til Palau.

Dyk og KLIK.

20) Geirangerfjorden (Norge)

Som indbygger i et pandekagefladt land må jeg udtrykke min dybeste respekt og beundring for de fantastiske kyster i vores naboland mod nord.

Solen skinner ikke hver dag på disse kanter, men de norske fjorde imponerer selv i øsende regnvejr med deres storhed og lyksagelige friske luft.

Danmark er bedst til fodbold. Men Norge trækker stikket, når det gælder mageløse scenerier i naturen.

Tag med til Fleksnes' hjemstavn HER.

21)​ Banff National Park (Canada)

Uforglemmeligt at opleve vilde bjørne rende rundt under sin stolelift, mens man er på vej op for at nyde et par timers summerskiing.

Naturen i dette hjørne af Canada er så smuk, at man får helt ondt i øjnene af at stirre. Specielt Lake Louise og de utrolige omgivelser giver en ukontrolleret lyst til at bruge resten af sine dage på bare at rejse rundt.

Klik HER og sæt kryds ved Canada som din næste destination.

22) Banaue (Filippinerne)

Et af de naturmæssige højdepunkter på Filippinerne er den friske luft i det frodige nord, hvor den lille landsby Batad og vandfaldet Tappiya bør TOPLEVES.

Husk at tage gode ben og en rimelig kondition med på trekking i Ifugao stammernes område.

Klik HER og læs også mere om den lokale risvin med edderkopper.

23) Rio de Janeiro (Brasilien)

Med tre millioner mennesker samlet på Copacabana bliver det ikke meget bedre på årets festligste aften.

Nytårsfyrværkeriet var et helt utroligt show, der gav hele byen energi til at danse samba og lambada til den lyse morgen.

Stik raketten i det bløde sand og klik HER.

24)​ New York (USA)

Den amerikanske metropol er en kulturel og finansiel smeltedigel uden mage, hvor de godt otte millioner indbyggere taler flere end 150 forskellige sprog.

The Big Apple lokker med et væld af attraktioner som Frihedsgudinden, Empire State Building, Ground Zero, Metropolitan Museum, Central Park og Times Square.

KLIK dig videre til byen, der aldrig zzzzover.

25) Yungas Road (Bolivia)

Kan du få øje på os med vores cykler? Verdens farligste vej snoer sig gennem Bolivias bjerge og er uden tvivl et af de mest imponerende og dramatiske steder, du kan cykle dig en tur.

Det tager en del timer på mountainbike at tilbagelægge de 64 kilometer, og de mange dødsulykker gennem årenes løb skærper helt naturligt din koncentration. Men for pokker, hvor er det en fantastisk Toplevelse.

Hæld godt med EPO i armene og KLIK.

26) Maldiverne (Maldiverne)

Allerede når man sidder i vandflyveren og kigger ned på den endeløse række af ubegribeligt smukke koraløer, så er man klar over, at Maldiverne er noget helt særligt.

Strandene er så blændede lækre, at ord ikke er tilstrækkelige, og livet under overfladen er i verdensklasse. Vi behøvede end ikke at tage finner og maske på for at se hajer, rokker og stimer af fisk. Det var blot at tage opstilling

i vandkanten.

Maldiverne er et dyrt rejsemål, men du får så sandelig også kvalitet og oplevelser for pengene. Klik HER og kryds fingre for, at vandstanden i verdenshavene ikke overstiger den lille øgruppen foreløbig.

27)​ Den Røde Plads (Rusland)

Ivan den Grusomme havde sans for det pompøse og farverige med Vasilij katedralen, som hans absolutte mesterværk.

Slå dig ned på en fortovscafé med en frisk omgang kaviar og nyd livet på Den Røde Plads med udsigt til de berømte løgkupler og Kremls mægtige mure.

Den Kolde Krig er for længst tøet op. Hurra og KLIK.

28) Terrakottahæren (Kina)

Kejser Qin's grav er et af verdens største arkæologiske anlæg, der blev opdaget i 1974 - og man graver stadig.

Synet af de tusindvis af soldater i brændt ler er utroligt, og underkæben rammer uhjælpeligt gulvet, når man opdager, at ikke to figurer er ens!

Qin var blot 13 år gammel, da tusindvis af kinesiske håndværkere gik i gang med at bygge graven, og det møjsommelige slid stod på i 38 år.

Stik spaden i mulden og KLIK.

29)​ Ørkenlandskabet ved Petra (Jordan)

Den berømte oldtidsby er fascinerende, mystisk og valgt til en af verdens syv vidundre. Men det var det golde og bjergrige landskab omkring attraktionen, der gjorde det største indtryk på mig.

Wadi Araba ørkenen giver dig en oprigtig fornemmelse af at være i Mellemøsten, og vi fik helt lyst til at lege "røvere og al-Qaeda-soldater" i områdets mange jordhuler.

Tag en stor slurk vand og KLIK dig med til Jordan.

30) Dubrovnik (Kroatien)

Få byer i verden ligger så skæppeskønt placeret som denne gamle handelsstad ved det dybblå Adriaterhav.

Går turen til Kroatien, så sørg for at komme helt ned til landets sydlige øjesten. Det er yderst fortjent, at byen er med på utallige "to-see-before-you-die-lister".

Dobrodosli og KLIK.

31)​ Beachcomber Island (Fiji)

Et lille bitte ungdomsparadis på Jorden, hvor man ikke laver andet end at slikke sol, spise god mad, drikke kava og danse hula-bula-dans natten lang.

Bestil dit ophold i god tid, da der kun er plads til et par hundrede partyglade backpackere på den lille ø, som du kan gå rundt om på fem minutter.

Klik HER for et bounty-break.

32)​ VM Finalen (Sydafrika)

At overvære verdens vigtigste fodboldkamp bliver ikke større, når kategorien er fodboldbegivenheder".

Selv fortabte skæbner uden interesse for spillet vil få en uforglemmelig oplevelse ud af at overvære den afgørende kamp til VM i fodbold. Stemningen og euforien er overvældende.

VM finalen er uden sammenligning den begivenhed, der samler flest foran flimmerkassen, hvilket løber op i omtrent hvert sjette menneske i verden.

Tillykke til Spanien, hurra for fodbolden og KLIK.

33)​ Ayers Rock (Australien)

Symbolet på Outback'en er uden tvivl aboriginiernes hellige monolit i midten af det vilde kontinent.

Et par dages camping ved Uluru giver dig god tid til at opleve området og se den berømte sten ved både solopgang og solnedgang. Midt på dagen skal gåturen rundt om fænomenet naturligvis klares.

Hvor langt tror du, der er rundt om stenen?
KLIK og få svaret.

34)​ Mount Yasur (Vanuatu)

Jeg har set vulkaner mange steder i verden. Men ingen så fantastisk som Mount Yasur på Vanuatu ude i Stillehavet, der sprutter og eksploderer døgnet rundt.

Det mest specielle er, at man forholdsvis let kan begive sig op på kraterkanten af dem mægtige vulkan og kigge direkte ned på festfyrværkeriet af lava-ildkugler, der skydes mod himlen.

Husk solbriller og halstørklæde til at beskytte dig mod de heftige gasser, der kradser og svier i hals og øjne.

KLIK dig til den lysende vulkan, der fik James Cook til at gå i land i 1774, som den første europæer.

35)​ Fiordland Nationalpark (New Zealand)

Fjordene på kiwiernes sydø er de smukkeste jeg til dato har besejlet med brusende vandfald og stejle mosbelagte klippeskrænter, der tårner sig op.

Guiden ombord på vores båd kunne imidlertid berette, at fjordene i Norge skulle være endnu smukkere. Det var vi ualmindeligt ligeglade med, når vi nu var taget halvvejs rundt om jorden for at blive begejstret!

De fantastiske naturscenerier ved Milford Sound vil upåagtet indtage pladsen i Top 100 indtil vores naboland mod nord er inspiceret nærmere.

Klik HER og tag med til området, hvor der falder syv meter regn årligt.

36)​ Operahuset i Sydney (Australien)

Sæt dig på trappen foran Utzons "smertensbygning" og lad dig opsluge af arkitekturen. Sejl rundt om Australiens mest berømte vartegn og opdag nye detaljer. Kravl op på toppen af Sydney Harbour Bridge og se mesterværket fra oven. Indløs billet til en forestilling på en smuk sommeraften og nyd den utrolige stemning.

Operahuset i Sydney kan opleves på mange måder, og bygningen er en markør på verdenskortet, som vi danskere kan være stolte af at have bidraget til. Lad Den Fede Dame synge og KLIK.

37)​ Jerusalem (Israel)

Byen deler og samler troende sjæle fra hele verden og på tværs af konfronterende religioner som Kristendommen, Jødedommen og Islam.

Det er byen, hvor Jesus blev korsfæstet, Muhammed steg op gennem De Syv Himle og Grædemuren står som eneste levn fra Det Jødiske Tempel.

Besøgende risikerer at blive så stærkt påvirket af at komme til byen, at de får Jerusalem-syndrom. En sygdom, hvor man tror, at man er Messias, Gud eller en helt tredje religiøs figur.

HERren være med dig...

38)​ Akropolis (Grækenland)

Athens religiøse centrum gennem den græske oldtid står majestætisk hævet over byen på en 150 meter høj klippe.

Det visuelle trækplaster er Parthenon templet, der blev opført for 2.500 år siden til ære for gudinden Athene, og med en smule fantasi, så kan man nemt forestille sig aktiviteterne på den tid.

Er du ikke den store "tempel-fan", så er turen til toppen af Akropolis under alle omstændigheder værd at gøre. Udsigten over Athen er intet mindre end fremragende!

Tzatziki, moussaka, gyros og KLIK.

39)​ Det Skæve Tårn (Italien)

Det gamle klokketårn på Piazza dei Miracoli er uden sammenligning det mest velkendte stykke byggesjusk i denne verden.

Det Skæve Tårn hælder over fire meter fra sin horisontale akse, og det er en fin oplevelse at tage de 294 trappetrin til topppen for at nyde udsigten.

Havde Kong Christian IV været en smule skeløjet, så var horderne af turister måske taget til Det Rundskæve Tårn i København i stedet?

Få ærgret dig i en fart og KLIK.

40) Maui, Hawaii (USA)

Amerikanerne kan være yderst tilfredse med, at de fik raget disse fantastiske øer til sig.

Du kan nyde vulkanernes glødende lave fra luften, hvor de dramatiske naturscenerier kombineres med øernes utrolige skønhed.

Helt fantastisk at få lov at kigge ind i jordens indre, hvor det syder og bobler og lavaen strømmer ned mod havet og danner nyt land.

På Aloha Stadium kogte og sydede, da vi overværede en af de største sportsbegivenheder "Over There", hvor de bedste spillere fra vestdivisionen møder de bedste spillere fra østdivisionen. (amerikansk fodbold)

KLIK og læs mere om de mange smukke cheersleaders, der var skyld i, at vi hverken fandt ud af reglerne eller hvem der vandt kampen.

41) Burj Khalifa (Dubai)

Kæben falder ned mellem knæene, når man står for foden af verdens højeste bygning på 828 meter, der bare bliver ved og ved og ved at strække sig mod himlen.

I 452 meters højde er der et 360 graders observatoriedæk, hvor man kan få en ualmindelig god udsigt over det lille emirat i den store ørken.

Det kostede 7,5 milliard kroner at opføre bygningen, men Dubai måtte have økonomisk hjælp fra naboemiratet, da finanskrisen kradsede i 2008 og kassen pludselig var tom.

Burj Khalifa vidner om, at vi mennesker aldrig stopper med at ville overgå os selv og altid vil forsøge at rykke grænsen for, hvad der kan lade sig gøre.

Klik HER og læs, hvilket land, der har sat sig for at overgå Burj Khalifa i Dubai ved at opføre den første bygning i verden på over 1 kilometer!

42) Yosemite Nationalpark (USA)​

Med over fire millioner besøgende årligt er nationalparken den mest besøgte i USA - og dette med god grund.

Du finder skøn natur, flotte vandfald, et rigt dyreliv og ikke mindst nogle helt utrolige træer.

Kør en smule mod syd til Sequoia Nationalpark, hvor General Sherman står solidt plantet i mulden. Det er intet mindre end verdens største træ med en massefylde på 1.486 m3 og en diameter på 11 meter.

Det mægtige træ rager 83 meter i vejret og er en sikker TOPLEVELSE, hvor du blot læner dig tilbage og mumler: "Waaaauuu...".

Træ, to, en og KLIK.

43)​ Niagara Falls (Canada)

Vandfaldene på grænsen mellem USA og Canada er ikke verdens smukkeste, men de sikrer sig alligevel en plads på min top 100 liste ved deres grandiøsitet.

Ingen andre vandfald slår Niagara Falls, når det handler om mængden af vand, der vælter ud af over kanterne, hvilket forklarer attraktionens indianske navn. Niagara betyder "torden af vand".

KLIK og vær opmærksom på, at den canadiske side er den mest imponerende at TOPLEVE vandfaldene fra.

44)​ Shilin Stenskoven (Kina)

I sandhed svært at se skoven for bare sten, men det helt særlige landskab i det sydlige Kina er et betagende syn.

Stenskoven er i geologisk forstand et kalkstensbjerg, der er eroderet, og på den måde er høje søjler og mærkelige formationer skabt gennem millioner af år.

Et mystisk og helt specielt sted at TOPLEVE.
Sten, saks og KLIK.

45)​ Blue Lagoon (Island)

Lagunen med det geotermiske havvand er et mageløst fænomen og efter sigende godt mod alverdens lidelser.

Bunden er fuld af hvidt kiselmudder, som alle besøgende med største vellyst smører i ansigtet for at rense og lindre huden.

Flyv de få timer mod nordvest og få nogle skønne nordatlantiske TOPLEVELSER.

Klik HER og se, hvor klart vand kan blive...

46)​ Great Ocean Road (Australien)

Kysten i det sydøstlige Australien er fantastisk, og du får en af dit livs smukkeste køreture på strækningen mellem Torquay og Warnambool.

De 273 km. bør nydes over flere dage og gerne i begge retninger. Hvis du kun kører one-way, så sørg for at gøre det fra øst mod vest, da det giver den bedste udsigt over Sydhavet og de berømte klippeformationer.

Slip håndbremsen, rul vinduet ned og KLIK.

47)​ Las Vegas (USA)

Skal livet være festligt med shows, koncerter, teater, god mad, godt vejr, fede hoteller og LUKSUS, så findes der ikke noget bedre sted på denne planet.

Om du vil opleve en verdensberømt kunstner eller trykke speederen i bund på en rød Ferrari, så kan det lade sig gøre i Las Vegas, hvor solen skinner mere end 300 dage om året.

Spillebyen i Nevada er ganske enkelt en himmelsk destination, hvis man kan holde ud at lade sig underholde nærmest døgnet rundt.

Læg en dollar på rød og klik HER.

48) Auswitch (Polen)

Mon der findes et mere grufuldt og skæbnesvangert sted at besøge end den berygtede udryddelseslejr ved Oswiecim i Polen?

Alene i denne lejr blev 1.500.000 mennesker gasset, skudt eller sultet ihjel gennem de små fem år, hvor nazisterne begik deres ufattelige forbrydelser.

Tryk HER - og bidrag mens du lever til, at menneskeheden aldrig synker så dybt igen.

49)​ Amalfikysten (Italien)

De 35 kystkilometer ad den snoede vej fører dig til den ene charmerende bjergby efter den anden, og udsigten gennem forruden svinger fra fabelagtig til virkelig fabelagtig.

Amalfikysten figurerer permanent i toppen på diverse lister over de mest anbefalede asfaltstrækninger i verden, og så trækker det ikke ned på helhedsindtrykket med områdets lækre italienske køkken og behagelige klima.

Dyt, båt og KLIK for at tage turen.

50)​ Den hvide haj ved Gaansbai (Sydafrika)

Dette lille fiskerleje i Sydafrika er stedet at tage til, hvis du vil i øjenhøjde med den mest frygtede haj af dem alle.

Min fascination af hajer overstiger min frygt men syntes alligevel, at et bur var passende at "iklæde sig", da vi skulle ned til de sultne krabater med en længde på over fem meter.

TOPLEV ved selvsyn deres primitive og naturlige angrebsinstinkt, når de voldsomt bryder den blikstille vandskorpe og flår det udkastede tunhoved af linen.

Kom med under overfladen HER.

51)​ Vulkansøen Atitlán (Guatemala)

Den ufatteligt smukke sø i Guatemalas højland er omgivet af tre mægtige vulkaner med adskillige charmerende indianerlandsbyer langs bredden.

Et perfekt sted at slappe af nogle dage eller fridykke, hvis man har lyst til det. Lago Atitlán er Mellemamerikas dybeste sø med over 300 meter til bunden.

Uno, dos, tres...KLIK.

52) Mostar (Bosnien-Hercegovina)

Bosnien-Hercegovina har lagt 90'ernes uro og rædsler bag sig, hvilket man for alvor fornemmer i den vidunderlige by, Mostar.

De tidligere fjender lever i dag på hver sin side af den 400 år gamle bro, Stari Most, der blev skudt i sænk under krigen.

Lad venligst våbnene ligge og KLIK.

53)​ Jomfruøerne (USA)

Frem til 1917 var øerne danske, men med salget til amerikanerne blev navnet ændret fra Dansk Vestindien til Virgin Islands.

Vores historiske rødder skal dog TOPLEVES og Fort Christian er et helt speciel sted at begive sig rundt. Det var her Peter von Scholten (Ole Ernst) gav slaverne fri i 1871.

Sæt "Croix" i rejsekalenderen ved St. Thomas og KLIK.

54)​ Damaskus Gamle By (Syrien)

Den centrale del af den syriske hovedstad er efter mange eksperters udsagn verdens ældste by, og efter mit udsagn den mest velholdte jeg nogensinde har spankuleret rundt i.

Toppen af poppen i Damaskus er Umayyad moskéen,der på muslimernes helligdomsbarometer kun overgås af dittoerne i Mekka og Medina.

Snyd ikke dig selv for at opleve solnedgangen ved Umayyad eller for at klikke HER og læse mere.

55)​ Bali (Indonesien)

Der er ikke meget at klage over på den berømte ø i det Indiske Ocean, hvor klimaet er skønt nærmest hele året.

Der hersker en behagelig og afslappet atmosfære, hvor duften fra hinduistiske røgelsespinde fortæller historien om de flere end 20.000 smukke templer, der ligger mellem rismarker og frugtplantager.

Om du vil bestige vulkaner ved solopgang, dykke med farvestrålende fisk eller feste til den lyse morgen, så er der mulighed for det på Bali - også kaldet for "Gudernes Ø".

KLIK for solskin og guddommelighed.

56)​ Venedig (Italien)

Romantikkens højborg, der er bygget over 118 øer i en lagune i Adriaterhavet, er blandt Italiens ubetinget største seværdigheder.

Byen er verdensberømt for sine bølgeskvulp i de snævre gader, hvor gondolerne sejler utallige turister rundt hver eneste dag.

Syng "O sole mio..." under Rialtobroen og KLIK.

57)​ San Francisco (USA)

Efter min mening er den bakkede metropol i Californien den mest charmerende storby i USA med et væld af attraktioner, hvor Golden Gate Bridge er den mest kendte.

Alcatraz fængslet er et andet turistmæssigt trækplaster, og skulle jeg en dag bures inde og havde "frit fængselsvalg", så blev det på denne rå fangeø, der har en helt unik udsigt til både San Francisco og Stillehavet.

Al Capone nød i øvrigt de skønne omgivelser i fire år og spillede banjo i de indsattes husorkester.

At tilbagelægge den solbeskinnede kyst i en Corvette Z06 kan bestemt også anbefales, og med 511 hestekræfter under motorhjelmen kan du komme fra San Francisco til Monterey i en rasende fart.

De snoede veje og den herlige havudsigt gjorde dog, at vi sjældent udfordrede vores indre fartdjævel og kun trykkede speederen halvt i bund!

TRYK og læs bl.a. om den fængslende drengedrøm i gult.

58)​ Vatikanet (Vatikanet)

Den katolske hjemmebane fascinerer og inspirerer uanset, hvilket religiøst tilhørsforhold du har - eller slet intet.

Pave Benedict d. 16. talte til høj som lav fra sin vindueskarm på alverdens sprog, og de kirkelige forkyndelser blev transmitteret til millioner af "fans" over hele verden.

Brug en søndag på Peterspladsen mindst en enkelt gang i dit liv - men start med at klikke HER.

59)​ Det Døde Hav (Israel)

På vores rundrejse i Israel blev det til en forunderlig dukkert i vandet, hvor man ikke kan synke til bunds.

Fænomenet, hvor man altså flyder ubesværet rundt på maven, ligger 420 meter under havets overflade og er dermed jordens laveste punkt.

Vi købte en pose håndbajere og kastede os ud i det mineral- og saltholdige vand iført vores vamsede badekåber.

Skål og klik HER for en TOPLEVELSE!

60)​ Halong Bay (Vietnam)

Landets naturmæssige højdepunkt er en uforglemmelig sejltur i den smaragdgrønne bugt mellem de majæstetiske kalkstensklipper.

Området lokker også med betagende grotter, smukke strande og charmerende fiskerlandsbyer. Et oplagt sted at besøge, hvis man har brug for et par dage væk fra det hektiske byliv i Hanoi.

Sæt alle sejl til og KLIK.

61)​ Tobago (Tobago)

Blot 11 kilometer fra Venezuelas kyst ligger denne
tropiske paradisø med svajende palmer, enestående strande og calypso døgnet rundt.

Sagnet fortæller, at Robinson Crusoe gik i land på Tobago, og det er fuldt forståeligt, hvis han er blevet hængende på øen i et par uger. Det er virkelig Caribien, når det er bedst!

Klik HER for at se, om palmen ku' holde til vægten fra den danske kravlenisse.

62)​ Eiffeltårnet (Frankrig)

Få storbyer i verden er forkælet med så velkendt et vartegn, som det er tilfældet for byernes by.

Det 324 meter høje Eiffeltårn stod færdigt i 1889, som en hyldest i forbindelse med 100-årsdagen for Den Franske Revolution, og var på det tidspunkt den højeste bygning i verden.

Det diskuteres fortsat i Frankrig, om tårnet med de 1.665 trappetrin er en rædsel eller en pryd for Paris. KLIK og bedøm selv.

63)​ Whitsundays (Australien)

Drømmer du om at sove under åben stjernevrimmel på dækket af et vuggende skib, så er øhavet nord for Brisbane et af de mest pragtfulde steder.

På en sejltur i området lægges ruten helt sikkert forbi Hill Inlet, der er en ganske uforlignelig bugt med kridhvide sandbanker, der slanger sig ud i det turkisblå vand.

Kast dit anker HER...

64)​ Hongkong (Kina)

En af de mest uforglemmelige udsigter i hele Asien finder du fra toppen af berømte Victoria Peak i Hongkong.

Synet af de mange flotte skyskrabere omkring havnen er fortryllende både i dagslys og i mørke, så det kan anbefalesat sætte sig til bords en times tid før solnedgang og spise en god middag på toppen.


KLIK her og læs mere om byen, hvor Bruce Lee uddelte sine første øretæver.

65)​ Seychellerne (Seychellerne)

Et eventyrligt Paradis hugget ud af granitsten, hvor du finder nogle af de absolut mest eksklusive strande i denne verden.

Så kortfattet kan øgruppen 1.500 km. fra Afrikas østkyst beskrives, men for den nysgerrige rejsende venter der også regnskov med verdens største kokosnødder og enorme landskildpadder på 250 kg., der kun finder deres "overpadde" på Galapagos.

Find din hammer, mejsel og badebukser frem og klik HER.

66)​ Kravica (Bosnien-Hercegovina)

Trebizat udspringer syd for Split og meget af vejen mod Kravica løber floden underjordisk, så vandet er iskoldt og forfriskende, når det vælter ned i den flotte sø.

En virkelig fantastisk attraktion, som de færreste kender til. Men regn ikke med at få søbreden for dig selv, da det er et populært sted for de lokale at nyde livet.

KLIK for at læse mere om en af Balkans øjesten.

67)​ Baalbek (Libanon)

Den største seværdighed i det lille mellemøstlige land er de yderst velbevarede romerske ruiner godt 80 km. fra Beirut.

Under Romerriget var Baalbek bedre kendt som Heliopolis og den mest betydningsfulde by i den arabiske provins.

KLIK for blandt andet at komme tættere på de seks himmelknejsende søjler, der står tilbage fra det enorme Jupitertempel.

68)​ Silfra (Island)

Det er en helt speciel dykkeroplevelse at hoppe i Islands største ferskvandssø, hvor både kulden og sigtbarheden på +100 meter er ubeskrivelig.

Ved Silfra støder to af jordens tektoniske plader sammen, og dykkere kommer fra hele verden for at opleve det aldeles betagende undervandslandskab.

Vi var stive af kulde efter blot 20 minutter i vandet med frosthævede læber og "døde" fingerspidser, men det var i den grad ubehagelighederne værd.

På med tørdragten og dyk med ned i kulden HER.

69) Laza (Aserbajdsjan)

I den sydøstlige del af Kaukasus lever godt 100 mennesker i denne lille flække, hvor storslåede bjerge med sne på tinderne og brusende vandfald er balsam for sjælen.

Man bor i nogle fine hytter på skrænterne og omgivelserne er et rendyrket paradis for folk med trang til at lufte deres vandrestøvler.

Laza var uden tvivl blevet valgt som lokation, hvis der skulle optages et afsnit af "Anne fra Grønnebakken" i Aserbajdsjan.

KLIK selv og se!

70) Poor Knights (New Zealand)

Ved Poor Knights Islands flyver kæmpe pilrokker nysgerrigt rundt omkring dig på blot 10 meters dybde.

Sæt dig til rette på sandbunden og nyd de elegante og fredelige skabninger. Men vær også opmærksom på din position i forhold til dem, da Krokodille Steve på uheldig vis blev dræbt af netop en pilrokke med et stik i hjertet.

Dette undervandsparadis på New Zealand er på mange dykkeres favoritliste - og ligeledes på min. KLIK.

71)​ Lake Tahoe (USA)

Uanset årstid, så er det simpelthen umuligt at kede sig omkring den skønne ferskvandssø på statsgrænsen mellem Californien og Nevada, der er over 500 m. dyb.

Bjergene lokker med lækkert skiløb om vinteren og er en fryd for vandreglade sjæle om sommeren. Når mørket falder på flyttes fokus til det heftigte natteliv og områdets mange underholdende casinohoteller.

Sæt stavene i pulversneen og KLIK.

72)​ Masada (Israel)

På toppen af en 400 meter høj klippe i Negevørkenen ligger fæstningen, der for jøderne er symbolet på deres styrke og modstandskraft.

Udsigten fra plateauet over Det Døde Hav og det rå landskab er simpelthen fabelagtig. Her kan man fredfyldt sidde og fundere over de anstrengelser Herodes den Store har haft med at bygge fæstningen for et par tusind år siden.

Tryk HER og læs om det kollektive selvmord ved Masada.

73) Portofino (Italien)

Anni og Erik aflyste deres stort anlagte bryllup i den lille italienske ferieby. Men var de taget herned alligevel, så er jeg sikker på, at de omgående havde kastet sig i hinandens arme og var faldet på knæ for præsten.

Det oser af romantik i Portofino, hvor kendisser som Agnelli og Armani vælger at nyde livet, og på mange af byens restauranter er der ikke priser på menukortet. Penge er bare noget man har!

KLIK for at læse mere om perlen sydøst for Genova.

74) Pacific Harbour (Fiji)

Er du "bidt af en gal haj", så se at komme afsted til Pacific Harbour på Fiji, hvor du kan komme helt tæt på tyrehajen, der angriber flest mennesker årligt.

Instruktøren fodrer tyrehajerne iklædt en armbrynje, mens du ligger med øjne som thekopper lige bag ham og sluger din ilt i en rasende fart - uden bur.

Farligt?...ikke sammenlignet med trafikken. KLIK.

75) Rotorua (New Zealand)

Mig en gåde, at nogen vil bo i en by, der stinker grufuldt af rådne æg året rundt. Men det er ikke desto mindre tilfældet i Rotorua på kiwiernes nordø.

Det geotermiske område syder og bobler alle vegne og på trods af lumske vulkaner og spruttende gejsere, så har over 50.000 mennesker valgt at slå sig ned i disse omgivelser.

Et fascinerende sted at bruge et par dage, men herefter er det også fint at rejse videre for at få rettet rynkerne på næseryggen ud og trække frisk luft i lungerne.

Fyld næsen med vat og KLIK.

76) Pompeji (Italien)

Tæt på Napoli ligger den bedst bevarede romerske by verden kender til, og det kan arkæologerne på forunderlig vis takke områdets lumske vulkan for.

Vesuv spyede for 2.000 år siden så meget støv, sten og aske ud over Pompeji, at byen blev komplet begravet og konserveret til eftertiden. I 1861 startede nysgerrige sjæle udgravningen og det vurderes, at der fortsat mangler at blive fritskrabet en tredjedel af byen!

Se billeder af de utrolige dødspositurer HER.

77) Kaikoura (New Zealand)

Hvis New Zealand er et smykkeskrin af skøn natur og fabelagtigt dyreliv, så er Kaikoura den strålende kronjuvel i samlingen.

Sejl en tur ud til de haleplaskende kaskelothvaler, svøm om kap med de nysgerrige sæler, hviiiin af begejstring over de legesyge dusky delfiner eller udforsk det vilde terræn med gashåndtaget i bund på ryggen af en 4WD.

Skulle jeg bosætte mig i et andet land, så blev det New Zealand, som du kan læse mere om HER.

78) Fraser Island (Australien)

Verdens største sandø ud for den australske østkyst har dannet ramme om mit livs bedste campingtur med vilde dingoer, tæt jungle og en uforglemmelig stjernevrimmel.

Lake Mckenzie er med sine uvirkelige kontrastfarver og pulverfint sand helt i særklasse - og så kan du på forunderlig vis børste tænder i søens friske ferskvand.


KLIK dig med på "øventyr".

79) Bagan (Myanmar)

På en slette i det centrale Myanmar ligger eventyrlige Bagan, der var en storslået kongeby i tidernes morgen, hvor over 10.000 pagoder blev opført.

Efter adskillige krige og jordskælv står der i dag omkring 2.000 pagoder tilbage, hvilket fortsat er så absurd et antal, at det nærmest ikke er til at begribe.

Det var en storslået fornøjelse at zigzagge mellem pagoderne i timevis på en lydløs el-scooter og ikke mindst bestige dem, der var enten højest eller så mest interessante ud.

Klik HER for at vride det kulturhistoriske håndtag i bund.

80) Grand Palace (Thailand)

Du kan bruge resten af livet på at se templer i Thailand, hvor de har over 30.000 af slagsen. De eneste, som du dog ikke må gå glip af på de kanter, er de gyldne templer, Wat Phra Keo.

Gå på jagt efter The Emerald Buddha og nyd et fredfyldt øjeblik i den ellers så hektiske thailandske hovedstad.

Sawasdee og klik HER.

81) Panamakanalen (Panama)

Den 77 km. lange kanal er et ingeniørmæssigt mesterværk, der blev udført med hjælp fra det amerikanske militær og stod færdig i 1914.


Panamakanalen forbinder Stillehavet og Atlanterhavet, og det tager typisk et halvt døgns tid for et fragtskib at komme fra det ene verdenshav til det andet. De timer er dog godt givet ud, da man sparer over 10.000 km. i forhold til at skulle runde Kap Horn ved Sydamerikas spids.

Splitte mine bramsejl og KLIK.

82)​ Cooper Pedy (Australien)

80 % af verdens opaler kommer fra denne lille sydaustralske flække, der er et af verdens varmeste steder.

Halvdelen af byens borgere bor under jorden i såkaldte "dugouts", og den knastørre golfbane er et charmerende fænomen, hvor du selv skal medbringe et lille stykke plastikgræs.

Tag en skyggehat på knolden, godt med deo i armhulerne og KLIK.

83) Marina Bay Sands (Singapore)

I troperne er det altid skønt at komme i en svalende pool, men på Marina Bay Sands i Singapore kan det kombineres med et sug i maven, da bassinet svæver i 200 meters højde.

Det utrolige hotel med over 2.500 værelser stod klar til at tage imod de første gæster i 2010 og kostede svimlende 50 milliarder kroner at opføre.

Men for de penge har den asiatiske metropol ikke blot fået sig endnu et luksushotel. De har fået sig et umådelig smukt ikon for byen, som er en stor Toplevelse at bo på - men mest af alt at plaske rundt på toppen af.

Pak højdeskrækken langt væk og tryk HER.

84) Krüger Nationalpark (Sydafrika)

Har du forvildet dig til den sydlige spids af Afrika med en safaridrøm på nethinden, så bliver du ikke skuffet i landets velkendte nationalpark, der er halvt så stor som Danmark.

De heldigste oplever Big Five, men alle besøgende er garanteret et væld af uforglemmelige oplevelser i selskab med savannens mange fascinerende dyr.

Sørg for at medbringe et godt kamera samt en linse med mindst 250 mm zoom. Det gjorde jeg ikke og har ærgret mig lige siden!

Læs om safari-debuten HER.

85) Noma (Danmark)

Eneste gastronomiske indslag, der foreløbig har sneget sig ind på listen, er den anerkendte københavnske restaurant,der har ophøjet det nordiske køkken til kunst.

For første gang i "frikadelle-landets" historie lykkedes det i 2010 et dansk spisested at placere sig øverst på Restaurant Magazines liste over verdens bedste. En hæder, der har vakt internationel beundring og national stolthed - og minsandten om Noma ikke har formået at genvinde kokkenes gyldne trofæ i både 2011 og 2012.

KLIK for at se urtepotte-retten, fiske-æbleskiven og flere andre enten gale eller geniale anretninger.

86) Tokyo (Japan)

Asiens New York!

Større kompliment kan næppe gives til hovedstaden i Solens Rige, der begejstrer og forbløffer sine besøgende med alt fra røgelsesfyldte templer til Ninja Burgere.

Traditioner forenes med højteknologi i denne civiliserede metropol, hvor de høflige japanere hellere end gerne hjælper turisterne på vej i den til tider ganske uoverskuelige storby.

Sushi, sumo, kimono og KLIK.

87) Fullmoonparty (Thailand)

Verdens vildeste beachparty foregår en gang om måneden på Koh Pha Ngan, hvor titusindvis af backpackere fra hele verden mødes for at danse i sandet til den lyse morgen og drikke sig lige så fulde som månen.

Vil du opleve en strandfest i særklasse eller blot holde en mere eksotisk polterabend end dine venner, så er Haad Rin Beach det rette valg.

Pump up the volume and KLIK.

88) Formel 1 (Monaco)

Selv på tilskuerpladserne bliver man"kørt midt over", når verdens største cirkus på hjul overværes live.

Det lille fyrstendømme fungerer som en øredøvende og intens kulisse, hvilket gør oplevelsen til langt mere end blot et racerløb i rækken. Rettere en TOPLEVELSE. 


Begivenheden kan ikke anbefales varmt nok, hvis man blot har en smule benzin i blodet. Du vil blive "udstødningsrørt" til tårer...

Wroooom og KLIK.

89) Stockholm (Sverige)

Smuk, kulturel og velholdt som vores egen København men med den primære forskel, at den svenske hovedstad er funderet på 14 charmerende øer.

Gamla Stan er det centrale højdepunkt med sine hyggelige caféer og butikker i de brostensbelagte gader, hvor mænd kan hygge sig i nogle timer, og kvinder kan glemme alt om tid og sted i dagevis.

KLIK for en omgang kødboller med mos og tyttebær.

90) Blue Hole (Belize)

Jacques Cousteau har placeret Blue Hole på sin liste over de 10 bedste dykkersteder i verden, og Discovery Channel havde i 2012 fænomenet øverst på deres liste over de mest fantastiske steder på kloden. Jeg er fuldstændig på bølgelængde med de to valide kilder.

Den sammenstyrtede limstensgrotte er et magisk sted, som enhver dykkerentusiast med respekt for sig selv bør have stående på sin "to-dive-liste".

For mig var oplevelsen en så simpel og storslået, at det nærmest var en religiøs fornemmelse at være nede på 35 meters dybde i det klare og dybblå vand med hvide koralvægge og enorme stalakitter, der hang fra hulens loft.

Blue Hole er på mange måder en ubeskrivelig Toplevelse under havoverfladen, men jeg har alligevel forsøgt HER.

91)​ Lago Titicaca (Bolivia & Peru)

I Andesbjergene på grænsen mellem to sydamerikanske lande findes denne enorme ferskvandssø, der er på størrelse med Sjælland.

Titicaca-søen ligger i over 3.800 meters højde og er dannet af de mange floder, der findes i området. Ifølge sagn fra de gamle inkaer, så blev solen født på Isla del Sol, hvor der findes flere historiske levn og masser af vamsede lamaer.

Slug en højdesygepille og tag med HER.

92) Mauritius (Mauritius)

Tag din elskede i hånden og flyv til dette eventyrlige paradis øst for Afrikas sydlige spids, hvor daseri på de lækre strande er en uforglemmelig fornøjelse!

Har du brug for afveksling - og ikke kun afslapning - så kan du svømme med delfiner, fange sværdfisk, dykke med ubåd og meget andet. 14 dage på Mauritius er ikke et døgn for meget, hvis øen skal udforskes lidt på begge sider.

Kom med delfinerne i dybet og til øens bjergrige top ved at klikke HER.

93) Delfinario (Cuba)

Det er efter mine begreber "snyd" at TOPLEVE delfiner eller andre dyr i fangenskab. Men på Cuba måtte jeg overgive mig - for pokker, hvor var de fantastiske at være så tæt på!

Fik lov at mærke deres hjerte slå, dykke med dem, kilde dem under finnerne og kindkysse. Men det hele kulminerede, da jeg surfede på toppen af to delfinsnuder!

Nå, det tror du ikke på? Jamen, så KLIK!

Delfinario ligger i en skøn mangrove helt ud til havet og forholdene for delfinerne virkede upåklagelige. Det så faktisk ud til, at delfinerne kunne forlade stedet, hvis de havde lyst, da indhegningen blot var et lavthængende net.

Tripadvisor kan du læse mere om stedet.

94) Tæt på hvalhajen (Madagaskar)

Jeg har været heldig at møde verdens største fisk både ved Galapagos og Maldiverne, og begge gange har det været en fantastisk oplevelse.

Ved den nordlige spids af Madagaskar skete det minsandten for tredje gang, og det møde har lagret sig i min hukommelse som noget helt særligt og uforglemmeligt.

Det skyldes, at jeg havde mange minutter til at nyde det enorme dyr helt oppe ved vandskorpen, hvor sigtbarheden ikke var hæmmet. Herudover blev oplevelsen krydret med, at den gav mig en "Haj Five" med halen, som du kan se i videoen HER.

95) Firenze (Italien)

Hundredvis af berømte kunstnere har gennem de sidste 1.000 år været forbi denne perle af en renæssanceby i det skønne Toscana for at udøve deres kreative evner. En af dem vores egen H. C. Andersen i 1834.

Gå på opdagelse blandt skulpturer af Michelangelo og malerier af Leonardo da Vinci eller nyd stemningen på Ponte Vecchio broen og ved domkirken på Piazza del Duomo.

Udover kunst og kultur, så kan byen prale med et livligt natteliv og italiensk topfodbold. Bliv fristet til en forlænget weekend i aldeles vidunderlige Firenze HER.

96)​ Bungy Bloukrans 216 meter (Sydafrika)

Vidste godt, at de havde et bungysite i Sydafrika, der var højere end Nevis Bungy på New Zealand men håbede, at vi ikke kom forbi det. Det gjorde vi.

Ingen anden udfordring har gjort mig mere bange end at stå på kanten og mærke det naturstridige i at hoppe ud med en smule elastik i haserne. Det er alt for grænseoverskridende, og jeg gør det ikke før næste gang.

Klik HER og spring med til Bloukrans.

97) ​Alhambra (Spanien)

Spanierne kan i dag takke araberne for at have skabt den største turistattraktion i hele landet.

Det storslåede fæstningsværk fra 1200-tallet ligger skønt i Sierra Nevada bjergene, så du bliver både beriget med en kulturel og en naturmæssig TOPLEVELSE.

Sæt mindst 3 timer af til besøget, så der både er tid til at nå til tops i vagttårnene og tage en slapper på bænkene i de smukke haver.

Viva Alhambra og KLIK.

98) Giraffe Manor (Kenya)

Få kilometer fra Nairobi ligger en vidunderlig herregård, hvor der hver morgen kommer en flok giraffer traskende op for at give gæsterne et morgenkys for livet!

For både børn og voksne er det en virkelig fascinerende oplevelse at se det langhalsede dyr stikke hovedet ind gennem vinduet og "bede om lov" til at spise med.

Med hensynsfulde bevægelser vil den ene giraf efter den anden nappe tørfoder af din hånd, mens du selv kan spise cornflakes med den anden. Uforglemmelig morgenhygge!

Stræk din hals og KLIK.

99) Kemi (Finland)

Pak dit varmeste tøj og rejs til bunden af den Botniske Bugt, hvor du finder nogle herlige oplevelser i den finske natur.

Et minde for livet at knække sig gennem det hvide element ombord på en isbryder, der efterlader en smuk og dampende sejlrende efter sig. Turen kulminerer for alvor, når man iført en orange overlevelsesdragt får lov at hoppe i vandet for at plaske rundt i havet af isklumper.

Fuldend dit besøg med at spise rensdyr og overnatte på områdets imponerende ishotel, som du kan se HER.

100) Dead Vlei (Namibia)

Tænk, at noget dødt og indtørret kan være så imponerende!

Kamelnåletræerne på den udtørrede saltslette i Namibørkenen har været livløse i hundredevis af år, men det er de bestemt ikke blevet mindre betagende eller berømte af.

Træerne ligner skulpturer i naturens smukkeste atelier, hvor de tre skarpe farver fra himlen, ørkenen og saltsletten gør området til noget ganske særligt.

Tryk HER og kom med til denne perle i det sydlige Afrika.