ao nang 2023 (december)

​Året forinden var vores nytårsaften i Skotland en sjaskvåd omgang med regnvejr fra morgen til aften. Så familierådet havde vedtaget en destination, hvor sandsynligheden for solskin på den sidste dag i 2023 var større. Og vi blev ikke skuffede. Det var et brag af en nytårsaften i det sydlige Thailand, hvor opsendelsen af...

​...hundredvis af rislamper fra stranden var en smuk måde at tage afsked med det gamle år. Thaierne kalder dem "khom loi", og udover at symbolisere håb for fremtiden, så hjælper de med at sende dårlig karma ud af din tilværelse. De overjordiske fortræffeligheder ved rislamperne er...

​...jeg ikke sikker på, at fars lille pyraman fik fat i. Som mange andre børn gjaldt det bare om at få sat fut til så mange som muligt. Boys will be boys. I nogle egne af Thailand er der restriktioner eller forbud mod opsendelse af rislamper, da de kan sætte ild til de mere tørre områder. Så tjek de lokale forholdsregler inden tændstikken stryges.

​Ao Nang var proppet med festglade mennesker i den eksotiske kulisse, og bestemt ikke umuligt, at vi vender tilbage en dag. Det er et pragtfuldt sted at fejre nytår både med og uden børn.

​Der ligger to Centara-hoteller tæt ved hinanden. Vi havde valgt den afsides udgave, som man kan komme til ved at vandre ad en junglesti eller tage båd. Ikke med bil. Det ligger i en naturskøn bugt og...

...resortets pool er en wauw-oplevelse.​ 

​Den bedste tid at besøge Ao Nang er i de tørreste måneder fra november til april. I de måneder er vandet også mest klart, hvis du eksempelvis vil snorkle eller dykke. 

Uanset om du bor ved Ao Nang Beach eller Phra Nang Beach, så gå en tur af Monkey Trail, der forbinder de to strande. Ruten er moderat strabadserende med en god stigning for ballemuskulaturen, og den tager en halv times tid at forcere.​ Belønningen er en fin udsigt over Andamanhavet, og du kan undervejs sludre med...

​...de vilde makakaber. Men hold godt fast i dine ting, da de er snu og stjæler med arme og ben. De lokale frabeder, at man fodrer dem. Men de er rigtig god underholdning, og ved...

​...vores hytte klatrede en flok...

...smukke languraber rundt. De kendes også som bladaber og er en fornøjelse at opleve, når de gumlende svinger sig fra træ til træ. De nysgerrige krabater er en anelse mere elegante i profil sammenlignet med...

...udtrykket med front mod kameraet. ​Men det tror jeg, vi er mange midaldrende mænd, der kan genkende.

​Verdens fauna er evigt fascinerende.

​Languraber er primært planteædere og spiser blade, frugter og blomster dagen lang. De spiller en vigtig rolle ved at sprede frø og bidrage til skovens sundhed. Visse arter er desværre truet af habitatødelæggelser og krybskytteri.

​Ingen rejse til denne del af verden uden en sejltur i de ikoniske longtailbåde, der nærmest er blevet et symbol på det thailandske øhav og landets kystkultur. De fleste af bådene er udstyret med en bilmotor, der er ombygget til en marinemotor. Den er herefter monteret på en lang stang med en propel for enden, der stikker under vandskorpen. Vi sejlede ud og lagde nakken tilbage for...

​...at beundre de fantastisk dramatiske limstensklipper. Efter min vurdering er Ao Nang Marine Nationalpark noget af det smukkeste natur i Sydøstasien. Men det er også forklaringen på, at du næppe...

...får det for dig selv. Da vi kom til Thale Waek var det meste af stranden inddraget af longtailbåde. I den kontekst har eksempelvis Maldiverne og Seychellerne bedre kort på hånden, som mere fredelige og uberørte destinationer.​ Tjek i øvrigt tidevandet for Thale Waek inden afgang, da det kun er ved lavvande, at to øer er forbundet af en stribe sand.

​Kasketten matchede det smaragdgrønne vand. Så mens storebror lagde mavemusklerne i de rette folder til et nyt profilbillede på Instagram, fik hans...

​...lillebror afløb for sin passion for sjove sten, mærkelige fossiler og havslebne glasskår. Herefter sejlede vi...

...forbi Chicken Island, der på thai hedder "Koh Gai".​ Havde de kaldt den Kamelklippen eller Skildpaddeøen, ville jeg også have fantasi til at købe den udlægning. Øen ligger blot 20 minutter i båd fra Ao Nang.

​Hvis din bådmand ikke gør det af sig selv, så bed ham eller hende sejle tæt på klipperne. De er rene kunstværker.

Sidste stop på vores sejltur var Railay Beach (Rai Leh)​, der er en af de mest berømte strande i Krabi provinsen. Et oplagt sted at nappe sin frokost, hvis man vil ind og sidde på en restaurant og efterfølgende ose i boderne med batik. Hvis thaierne kunne opfinde en lydløs longtailbåd, så ville den være mit yndlingstransportmiddel, men...

...den mindste var fuldstændig upåvirket af lyden fra motoren. "I en lille båd, der gynger, ligger Sofus og drømmer". Ikke helt teksten fra Bamses landeplage, men det rimer!

​Antallet af steder, der tilbyder massage i Thailand, virker nærmest uendeligt. Jeg undrede mig over om, der mon virkelig kunne være kunder nok til så mange. Men da vi i slutningen af vores tur talte op, hvor mange gange, vi lige var hoppet ind for at få banket skelettet på plads eller løsnet fodtøjet, gav det mening. Den terapeutiske massage med kombineret akupressur og yoga-bevægelser er en vigtig del af den thailandske kulturarv og livsstil. Landet over findes der et utal af skoler og institutioner, der tilbyder formel uddannelse og certificering.

​En super lækker is, som det krævede en del...

​...rytmisk larm at udholde før servering. I det hele taget er Thailand er skønt sted, hvis man trives med...

...lidt gang i gaden, som du kan...​

​...høre i dette festlige klip.

​Meget usandsynligt, at vi ikke ses igen, Sydthailand - og tak for en vidunderlig uge med de perfekte omgivelser til at tage hul på det herrens 2024.

------------------------------------------------

KRABI 1999 (DECEMBER)

Vi holdt Juleaften på den danskejede Café Europa i Krabi, og det udviklede sig ganske dramatisk. Læs artiklen ved at klikke HER.​

Mens alt endnu var lutter jule-idyl, og politiet ikke havde taget vores øl.​

Udover al dramatikken med de thailandske myndigheder, så var rensdyrene af is et underholdende indslag, der langsomt men sikker smeltede væk under middagen.​

Fra Ao Nang kan man sejle til nogle af de bedste strande i verden med en uforlignelig natur omkring sig.​

Regionen er et ideelt sted for modige sjæle at dyrke klatring med et utal af udfordrende limstensklipper.​

Solen giver godt på disse breddegrader.

Gummitræer vokser blandt andet i Sydamerika og i Asien.​

Der skæres i barken og placeres en lille kop, der opsamler saften.​

Så glad blev jeg, da jeg så min første haj nogensinde.​

Det var tyskeren til venstre, der tog mig med ud på en snorkeltur, hvor han påstod, at vi kunne se revhajer. Det troede jeg ikke på, men han havde heldigvis ganske ret.​