TUVALU 2018 (juli)

Tuvalu er ikke let at finde på et verdenskort. Den lille østat i Stillehavet består af 9 beboede tropeøer med et samlet areal på blot 26 km2. Dermed indtager landet en fjerdeplads over de mindste lande i verden. Kun Vatikanet, Monaco og Nauru er mindre.

Men alle lande - uanset størrelse - har oplevelser at byde på og således
også Tuvalu, hvor jeg lejede en båd og begav mig på eventyr mellem de...

...smukke tropeøer i Funafuti Conservation Area. Det er et område med 6 øer,
der blev fredet i 1996. Der bor ingen mennesker, så beskyttelsen omfatter primært...

...øernes omgivende koralrev med et rigt fiskeliv og...

...redebyggende havfugle, hvor denne var særligt fotogen.

Guiden og jeg gik i land på Vasafua Island for...

...at sætte ensomme fodspor. Hvis det var muligt at sælge afstressende omgivelser på dåse, så ville Tuvalu uden tvivl være storeksportør. Hvilken mageløs fredsommelighed.

Landets højeste punkt rager under 5 meter i vejret, så de omtrent 10.000 indbyggere er naturligt nok bekymrede for klimaforandringerne med de stigende vandstande. De mest...

...pessimistiske rapporter forudsiger, at Tuvalu vil være ubeboeligt allerede inden 2060. En situation, der har fået regeringen til at indgå en evakueringsaftale med New Zealand.

Tilbage på hovedøen, Fongafale, tog jeg kørebrillerne på og...

...lejede et motoriseret vilddyr. Første stop var...

...henkastet militært isenkram fra 2. Verdenskrig, hvor...

...amerikanerne kom til øerne og byggede både en landingsbane og
bunkere til antiluftskyts, der blev flittigt brugt mod de angribende japanere.

Apropos landingsbanen på Fongafale, så er den landets største legeplads, hvor hundredvis af lokale samles om aftenen til boldspil og hygge. Nej, det vrimler ikke med fly på disse kanter.

Næste stop på min knallerttur var beordret af skolepatruljen.

I historietimerne lærer ungerne på Tuvalu uden tvivl, at deres land har været beboet i godt 3.000 år, og deres forfædre kom padlende til fra naboøer som Samoa og Tonga. I skolen undervises både i tuvaluansk og engelsk, så stort set alle indbyggere taler begge.

Imødekommende tuvaluaner med flotte krøller.

Fiskeri er den primære indtægtskilde for det lille land, og...

...målt på BNP er Tuvalu et af verdens absolut fattigste lande. Omvendt har det venlige polynesiske folk glæden af at leve i et mere afslappet samfund. Meget langt fra det, vi har...

...opbygget i den vestlige verden med en hverdag fuld af forventninger, pligter og krav. Jeg skriver ikke, det ene er bedre end det andet. Men alting har en pris - også velstand.

En pudsig indtægtskilde for Tuvalu er landets rettigheder til .tv-endelsen på domæner, som en række mediekoncerner verden over betaler licens for at bruge til deres TV-stationer.

Når et fugleskræmsel er afsløret må alternative metoder tages i brug.

Det hyggelige kommunekontor på Fongafale. Tuvalu blev selvstændigt i 1978 som et konstitutionelt monarki, så dronningen af Storbritannien er landets formelle overhoved.

Jeg boede på Funafuti Lagoon Hotel, der ligger et...

...stenkast fra lufthavnen. Håbede, at landets bedste hotel kunne hive en kanal ned fra verdensrummet, der viste VM-semifinalen mellem England og Kroatien. Men nej. Troede fejlagtigt, at hele verden fulgte intenst med i den altopslugende sportslige begivenhed.

Jeg kørte febrilsk øen rundt og kiggede ind i samtlige hytter og huse for at få øje på et fjernsyn, der viste kampen. Men måtte opgivende konstatere, at Tuvalu ikke følger med i VM i fodbold.

Vær i øvrigt opmærksom på, at der ikke kan bruges kreditkort på Tuvalu, så...

...medbring en stak kontanter, der kan veksles til tuvaluanske dollars.

Morgenmaden på hotellet var et pænt stykke under middel, men der var
en glimrende bager i byen med glinsende boller og chokoladekage i sortimentet.

Gik heller ikke sulten i seng om aftenen.
Men jeg stank af hvidløg, som kokken ikke var nærig med.

Efter nogle fine dage på Tuvalu sad jeg igen ombord på flyveren med kurs mod Fiji.

Chancen for, at jeg kommer tilbage til Tuvalu er ikke overvældende. Men endnu et fint skridt på vejen mod at besøge alle verdens 193 lande blev taget. På dette tidspunkt var 46 ubesøgte, men antallet blev snart nedbragt til 44, da både Samoa og Tonga blev krydset af på samme rejse.