​guinea 2025 (februar)

Louis Stevenson skrev "Skatteøen" i 1883 og fik blandt andet sin inspiration til den eventyrlige roman fra Los-øerne ud for Guineas kyst i Vestafrika. Det tager under en halv time at sejle fra Conakry til de palmeklædte øer, der var tilholdssted for lumske pirater i det 17. og 18. århundrede.

Henry Every og Black Bart var blandt de mest frygtede pirater, der benyttede bugterne ved Los-øerne til at gemme sig. Herfra satte de angreb ind på handelsskibe, der lastet med slaver, guld og elfenben sejlede fra Vestafrika til Amerika og Europa. Guineabugten er fortsat en af verdens mest piratplagede regioner, hvor det i dag primært er olie- og containerskibe, der er udsatte. Farvandet var heldigvis fredeligt under mit besøg.​

Af de otte øer i gruppen var Roume den smukkeste med strande, der med lidt god vilje mindede om ditto på Seychellerne med henkastede klipper.

​Los-øerne er ynglested for havskildpadder, der år efter år vender tilbage til den samme strand for at lægge æg. Ved hjælp af satellitsporing har forskere dokumenteret, at en del af skildpadderne ved Guinea har taget turen tværs over...

​...Atlanterhavet fra kyster i Nord- og Sydamerika. Skildpadderne bruger på kløgtig vis havstrømme som hjælp til at kunne tilbagelægge de tusindvis af kilometer. Bedste bud på deres utrolige evne til at finde vej er, at de navigerer efter jordens magnetfelt samt den kemiske sammensætning af havvandet, som de kan lugte og smage.

Et af højdepunkterne på turen til Los-øerne var at besøge den charmerende og autentiske landsby på Soro Island. Her gik livet sin stille gang med fiskende mænd og...​

...tøjvaskende husmødre. Kvinderne i Vestafrika har gennem historien haft stor betydning for den kulturelle og sociale udvikling af samfundet. Men der er fortsat mange...

..."lus i skindpelsen" og meget at rette op på, når det handler om kvinders rettigheder, ligestilling og politisk indflydelse. 

Der er omkring 50 lande i verden, hvor over halvdelen af befolkningen bekender sig til islam. Jeg har besøgt mange af muslimernes mest overdådige moskéer. Men ingen af dem har ligget så fredeligt og idyllisk som den mintgrønne moské på Los-øerne.    ​

Moskusanden har et karakteristisk udseende med rynket og rød hud omkring sine øjne og næb. Den stammer oprindeligt fra Sydamerika og spiser både planter og kød.  ​

​Hannernes omfang og skarphed af rød hud signalerer styrke og vitalitet i forsøget på at tiltrække en mage. Men den har også en fysiologisk funktion i forhold til regulering af moskusandens temperatur.

Intet hastværk. Ingen krævende arbejdsgiver eller stressende mailboks. Livet går sin stille gang på disse kanter med...

​...at rense dagens fangst og...

...fylde maven med alt godt fra køkkenhaven.​

​Fiskeriet beskæftiger og understøtter tilværelsen for titusindvis af mennesker i Guinea, og langs landets...

...​Atlanterhavskyst bliver der hovedsageligt hevet sardiner, makrel, snapper, aborrer og rejer i land.

​Sammen med Australien og Brasilien er Guinea blandt verdens største eksportører af bauxit, der er en sedimentær bjergart og primær råvare i produktionen af aluminium. Bauxit kræver høje temperaturer og fugtighed for at dannes, og findes hovedsageligt i de tropiske egne af verden.

​Den økonomiske ulighed i Guinea er til at få øje på med udbredt fattigdom og en lille gruppe af velhavere. Sidstnævnte har typisk politisk indflydelse eller er involveret i udvinding af råstoffer som bauxit, guld og diamanter.

​Jeg forhørte mig uden held på hotellet om, de kunne hjælpe med at leje en speedbåd. Tog til "Marina Petit Bateau" og talte med en venlig havnefoged. Han ringede lidt rundt i sit netværk og fiksede på få minutter, at jeg den følgende dag kunne stikke til søs. I kombinationen af oplevelser var det en behagelig kontrast til hektiske Conakry.

I lande med energimangel eller ustabile forsyningskilder kan ses flydende kraftværker, der hurtigt og fleksibelt kan producere strøm uden investering i omfattende infrastruktur. ​

Karadeniz er tyrkisk og blev oprindeligt bygget som containerskib i 1983. Men i 2009 blev det 241 meter lange skib ombygget til et kraftværk og har løst opgaver i både Pakistan og Irak. Det kan levere 216 megawatt og forsyne omkring 1 million husstande i et udviklingsland som Guinea, hvor strømforbruget er markant lavere end for en gennemsnitlig dansk husstand. ​

I 1982 blev en af de største moskéer syd for Sahara opført i Conakry med finansiel støtte fra Kong Fahd i Saudi-Arabien.​ Der er plads til 10.000 mænd i stueplan og 2.500 kvinder på øverste niveau. De fleste guineanske muslimer er sunnier, der følger Maliki-skolen og er påvirket af sufisme.

​Guinea er en sekulær stat, hvor alle har ret til at praktisere deres foretrukne religion. Islam er den dominerende trosretning, hvor over 85 % af befolkningen er muslimer.

​Herlig kontrast med en elegant Chanel-kjole og en bøtte med kohove på hovedet. Hove består primært af hård gelatin og seje sener. Men efter timers kogning bløder de op til en spiselig konsistens og er en populær spise i Vestafrika.

Gadefodbold for fuld udblæsning på den varme asfalt i Conakry. Spillerne kastede i løbet af kampen utallige blikke efter mig, når de enten havde scoret eller været kreative. Min guide mente, at en midaldrende hvid mand på sidelinjen med kasket, solbriller og korslagte arme "lugtede lidt af en talentspejder". ​Intensiteten i kampen fejlede intet.

Guinea er fem gange større end Danmark med en fransktalende befolkning på 13 millioner. Mod vest har landet en kyststrækning på godt 300 kilometer til det brusende Atlanterhav, og grænser herudover op til Sierra Leone, Mali, Senegal, Liberia, Elfenbenskysten og Guinea-Bissau. ​

Frisk tone fra min guide. Da vi mødtes brugte jeg de første par minutter på at fortælle, hvor sød og fantastisk Sus er.​

En kombination af manglende trafikkontrol og håbløst mange biler har skabt en situationen i hovedstaden, hvor spøgelsesbilisme var mere udbredt end, jeg har oplevet noget andet sted. Som du kan se i klippet er vores venstre vejbane nærmest erobret af modkørende, hvor kun de mest hensynsfulde af de hensynsløse gider at blinke.

Guinea opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1958, og siden har adskillige korrupte og undertrykkende præsidenter siddet på magten i det Vestafrikanske land. Endnu et militærkup i rækken fandt sted i september 2021, hvor...

...Mamadi Doumbouya​ afsatte den siddende præsident, da han ønskede at ændre forfatningen for at kunne sikre sig en tredje regeringsperiode. Doumbouya har en fortid i den franske fremmedlegion og stod i spidsen for Guineas specialstyrker inden, han med sin automatriffel rakte ud efter landets højeste embede. 

Jeg så mange i byen, der sluprede Vandam. Men jeg så ingen med enorme muskler eller kridhvide øjenbryn.​

Boede i Kaloum-distriktet på Noom Hotel, der i designet af facaden ønsker at lede tankerne hen på et krydstogtskib. Det havde jeg næppe gættet, hvis receptionisten ikke havde nævnt det. Men ros for beliggenheden med havudsigt og...

...en glimrende pool. Sæt ualmindelig god tid af, hvis du skal fra hotellet til lufthavnen i myldretiden. Med mindre du beder din chauffør melde sig ind i klubben af spøgelsesbilister.​

Conakry er omgivet af et økosystem med vådområder og floder, der er hjemsted for et rigt dyreliv og med gode livsvilkår for de lokale i forhold til landbrug og fiskeri. I landets fjerne regnskove lever mandriller, gorillaer og chimpanser.​

Landede i dagslys og lettede i mørke. Guinea blev krydset af på listen som nummer 183. Dermed var der blot 10 ubesøgte lande tilbage fordelt med 4 i Afrika og 6 i Asien. Målstregen til verdens ende kan anes i det fjerne.