PAKISTAN 2021 (november)

Hvis spørgsmålet er en berømt turistattraktion i Frankrig, så svarer flertallet nok Eiffeltårnet. Men hvad ville dit svar være, hvis destinationen er Pakistan? Mange ville nok have svært ved at nappe en ost i Trivial Pursuit på det spørgsmål. Men så meget mere tilfredsstillende er det så også at besøge landet og opdage, at det er et både smukt, farverigt og imødekommende rejsemål.

Vi ankom til Islamabad og fløj til Gilgit, der er en af Pakistans perler med sine betagende bjergtoppe, hvor flere af dem rager over 8.000 meter mod himlen. En rejse til landet uden at...

...besøge den nordlige region er en skam. Skønheden er uforlignelig og så er...

...det muligt for at hyre en guide, der vil gå helt til kanten for et godt feriebillede. Det gav et sug i mavesækken hver gang, han bevægede sig tåbeligt tæt på afgrunden, men hans semi-beroligende forklaring var, at han i mange år havde været bjergklatrer.

En børneflok på tur, der sang og skrålede mellem bjergtoppene, så det var en

fryd for trommehinderne. Men det reducerede nok også muligheden en anelse for...

...at få øje på den sky og truede sneleopard. Det smukke rovdyr lever kun i de centralasiatiske bjerge og det anslås, at bestanden er under 7.000. Mange af de andre store kattedyr rundt omkring i verden kan brøle, men det kan sneleoparden ikke.

Pakistan har 5 bjerge højere end 8.000 meter, over 100 bjerge højere end 7.000 meter, over 4.500 bjerge højere end 6.000 meter og antallet af bjerge højere end 5.000 meter har myndighederne ganske enkelt ikke orket at tælle op.

I regionen ligger også K2, der med sine 8.611 meter er verdens næsthøjeste bjergtinde kun overgået med 237 meter af ikonet over alle bjerge, Mount Everest, der måler 8.848 meter.

Intet andet land i verden har så mange gletsjere som Pakistan (+7.000),

og vi kom forbi Passu Glacier, der er over 20 km lang. Gletsjere skabes ved ophobning af sne gennem mange år, og den er som en levende organisme, der hele tiden flytter sig.

Husseini hængebroen flytter sig også, og man gør klogt i at sætte sine...

...fødder varsomt, da tømreren ikke havde bestilt det rette antal brædder ved grossisten.

Den 193 meter lange hængebro dingler godt 40 meter over vandspejlet.

For enden af hængebroen har en rar og smart mand åbnet en lille udstilling.

For en sum, der i løbet af et par minutters forhandling bliver markant mindre, kan man blive foreviget på hans imponerende sten-, pengeseddel- og visitkortvæg. Vi blev omgående...

...kunder i biksen og respekt til manden for sin entreprenante opfindsomhed og kreativitet.

Udover gletsjere og hængebroer, så flytter de enorme tektoniske kontinentalplader, som vores jordklode blandt andet består af, sig også. I den nordlige del af Pakistan støder den indo-australske og den eurasiske kontinentalplade sammen, hvilket gør området til et geologisk...

...aktivt område med risiko for katastrofale jordskælv. I 2005 blev tusindvis af mennesker dræbt, da et 6 minutter langt jordskælv rystede landet i sin grundvold. Det målte 7,6 på Richterskalaen.

Karakoram Highway slanger sig fra Islamabad og hele vejen gennem de dramatiske bjerge til den kinesiske grænse ved Khunjerab Pass. Det er verdens højest beliggende asfalterede vej (4.700 meter), der krydser en grænse, hvilket vi besluttede os for at ville...

...kunne skrive på vores oplevelses-CV. Udover synet af den barske natur, så er Karakoram Highway historisk interessant, da den følger en af Silkevejens ruter mellem Kina og Middelhavet, der har været benyttet af handelsrejsende siden oldtiden.

Det tog kineserne og pakistanerne 20 år at anlægge de 1.200 km asfalt, som også bjergbestigere fra hele verden er glade for, da det er hovedvejen til deres "hellige templer".

(VIDEO) Et par rytmiske stormuftier på tur.​

Hvis du kiggede godt efter på forrige billede, fik du måske øje på flokken af geder. I Pakistan er nationaldyret Markhor-bjerggeden, der desværre jages af krybskytter, da kødet er en delikatesse. Geder har horisontale pupiller med et 320 graders synsfelt.

Indrømmet. Iklædning af lokale gevandter er nærmest blevet en rejse-fetish for mig. Men i Pakistan var det nu ikke kun til pynt, da vi oplevede ned til minus 10 grader i bjergene.

Når en tur over stok og sten bliver lige i overkanten. Vær særlig varsom i juli

og august, hvor monsunregnen i området skaber mange stenskred. Vi kom dog...

...sikkert frem til grænsebommen og kunne i bidende kulde kigge ind i Kina, men...

...tættere på kom vi ikke uden visum.

Verden er fuld af rekorder og...

...betagende ansigter, der fortæller mere end 1.000 ord.

I store dele af Centralasien, Tibet og Indien findes yakokser, der med deres tykke pels kan klare temperaturer helt ned til 40 minusgrader. Vi slog et smut forbi den...

...lokale Yak Grill, hvor du både kan smage det hårdføre dyr som kebab eller...

...i en fuldkommen fantastisk yakburger med sprøde kartoffelbåde og kaloriesovs. Den smagte faktisk så godt, at vi spiste samme sted dagen efter, og sørme om ikke...

...en af turens kulinariske højdepunkter blev toppet

med hjemmelavet abrikoskage og bjergudsigt ad libitum.

Stor ros til den dygtige chefkok og slagtermester på Yak Grill, som jeg foreslog et navneskifte til YakDonald og en øjeblikkelig igangsættelse af en ambitiøs ekspansionsplan til resten af verden.

Yakoksen er kuldeafhængig, så den begynder at få hedeslag allerede ved 15 grader. Den blev et tæmmet brugsdyr i Tibet for over 3.000 år siden og grynter som en gris.

Fra kost til logi. Vi boede et par nætter på områdets mest farverige hotel, der ligger...

...ganske lækkert ved søen, Attabad. Søen blev til efter et kraftigt jordskred i 2010 og ros til bygherren for at skabe...

...en udsigt fra værelserne, som jeg sjældent har set.

(VIDEO) Intet mindre end mageløst og...​

...citatet på bagsiden af hotellet giver god mening.

Læs mere på Luxus Hunza.

Tyske Karl Sauerbronn opfandt i 1817 cyklen, men der skulle gå næsten 100 år før det blev tilladt for kvinder i Danmark at cykle. Det skete ved en Grundlovsændring i 1915. Hollænderne er det mest cyklende folkefærd i verden med over 60 %, der hopper i sadlen flere gange om ugen, mens tallet i Danmark ligger lige under 50 %.

Mennesker mødes og sød musik opstår. Og der må være blevet spillet rigtig meget sød musik i Pakistan siden 1950, da befolkningstallet er vokset fra under 40 millioner til langt over 200 millioner. FN forventer en fordobling til 400 millioner inden år 2100.

De kulturelle juveler i Hunza-dalen er Altit Fort og Baltit Fort, der er på listen over UNESCO's verdensarv. De er opført for henholdsvis 1.500 år og 1.200 år siden og forkæler...

...sine gæster med en herlig udsigt til Rakaposhi, der er det 27. højeste bjerg

i verden med sine 7.788 meter. Her boede de piskesvingende herskere og kunne...

...fra sengen holde øje med undersåtternes aktivitet i dalen, mens de fik malet...

...tvivlsomme portrætter, som dette af Ghazan Khan, der ser en smule bagstiv ud.

På Baltit Fort finder du en ret fin udstilling med alt fra flotte geværer til...

...snedige musefælder.

Kustoden ved Baltit Fort var et portræt værd med sin fjern i hatten og velplejede skæg.

Der skal ikke tilbagelægges mange kilometer på vejene i Pakistan før man kommer til at dreje nakken halvvejs af led for at beundre de svært udsmykkede lastbiler.

Chaufførerne er villige til at bruge både hele og halve årslønninger på kreative dekorationer, religiøse kalligrafier, vedhæng og alskens tingeltangel. Alt sammen for at skille sig ud og imponere, men i lige så høj grad for at kunne tiltrække nye kunder. De har i Pakistan en tendens til at vælge en vognmand med en smukt dekoreret Jingle Truck, som de kaldes. Bliver der passet godt på lastbilen, så bliver der også passet godt på varerne, der skal transporteres, synes ræsonnementet at være.

På en rasteplads holdt en mindre karavane af de særlige lastbiler, og vi fik lov at hoppe ombord i kabinen, hvor det også er svært at finde en centimeter, der ikke er dekoreret.

Posituren er eminent men "sidste salgsdato" er sandsynligvis overskredet for Michel i forhold til at blive optaget på Boys Model High School i Karimabad.

Efter uforglemmelige dage i Gilgit-Baltistan hoppede vi på morgenflyet og kunne for...

...sidste gang på turen falde i staver over de sneklædte bjerge i Pakistan.

Da flyet satte hjulene på landingsbanen i Islamabad kørte vi mod syd til den

bombastiske storby, Lahore, der har knap dobbelt så mange indbyggere som Danmark.

Lahore er blandt de 20 største byer i verden og fungerer som provinshovedstad i Punjab. Karachi i den sydlige del af landet er Pakistans største by med godt 15 millioner indbyggere.

Grænseovergange er som regel ude af min hukommelse minuttet efter, de er passeret. Men Wagah-Attari mellem Pakistan og Indien vil Michel og jeg huske til vores dages ende.

(VIDEO) På hver af grænsen bygget enorme tribuner, hvor tusindvis af tilskuere hver dag inden solnedgang får udtrykt deres patriotisme ved infernalsk at råbe mod himlen og tiljuble...

...deres gymnastiske soldater.

(VIDEO) Den militære parade tager en lille time med øredøvede musik, støvletramp og ikke mindst optræden af den etbenede publikumsyndling. Han snurrer og danser rundt så selv de fleste tobenede ville have svært ved at følge med.​

Publikum bliver konstant gejlet op i et indædt forsøg på at overdøve menneskemængden på den indiske side. Det var ekstremt underholdende at være en del af, og mod slutningen...

...kunne vi næsten den pakistanske nationalsang udenad.

Ceremonien slutter med, at grænseportene åbnes og de to landes flag sænkes synkront ned i favnen på flokken af ventende soldater. Herefter lukkes portene igen og løjerne er slut.

Den ceremonielle begivenhed med fælles flagnedtagning har stået på siden 1959 og foregår i fordragelighed hver eneste dag året rundt. Dog ikke den 2. november 2014, hvor en ung selvmordsbomber detonerede sin vest fuld af sprængstof. Det skete på den pakistanske side umiddelbart efter ceremoniens afslutning og dræbte 60 mennesker.

Da briterne trak sig ud af Britisk Indien i 1947 blev nationer som Indien, Burma, ​Sri Lanka (Ceylon) og Pakistan født. Men det betød ikke fred og fordragelighed mellem Indien og Pakistan, der nærmest har sloges som hund og kat lige siden.

Det centrale stridspunkt i stort set alle krige og konflikter mellem de to lande har i over 75 år været Kashmir. Den bjergrige provins er i grove træk delt på midten med en intensiv bevogtning på begge sider. Det er aldrig lykkedes at indgå en fredsaftale om Kashmir.

I 1971 var forholdet mellem den østlige og vestlige del af Pakistan så anspændt, at der ​udbrød borgerkrig. Det skabte kaos og millioner af flygtninge, og Indien besluttede at støtte op om den østlige del, der endte med at vinde krigen og løsrive sig. Det land hedder i dag Bangladesh.

Konflikterne mellem Indien og Pakistan har altid fået verdens ledere til at spærre øjnene op, da begge lande har atomvåben. De syv andre lande i verden, der også er med i den tvivlsomme klub er USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Israel og Nordkorea.

En selfie af en selfie. Michel og jeg var et par yderst populære herrer denne aften, hvor et utal af af søde og nysgerrige pakistanere spurgte om lov til at få taget et billede med os. For en kort stund kom social distance og ulysten til C19-bacillen i anden række.

Rivaliseringen mellem Indien og Pakistan har mange ansigter. I foråret 2017 rejste inderne en 110 meter høj flagstang ved grænsen. Modsvaret kom få måneder senere, hvor pakistanerne hev deres grøn-hvide flag 123 meter til vejrs. Danmarks højeste flagstang er 47 meter høj og står i Brøndby. Det var en gave til Dronning Margrethe, da hun fyldte 50 år i 1990.

95 % af alle pakistanere er muslimer, og i landets grundlov fra 1973 er anført,

at landets love skal være i overensstemmelse med de hellige skrifter i Koranen og Sunna.

Mens Islamabad er den officielle og politiske hovedstad i Pakistan, så kan Lahore bryste sig af at være landets kulturelle højborg. Byen har et væld af interessante...

...seværdigheder som den smukke Alamgiri-port med sine halvcirkelformede tårne.

Jeg havde set præcis dette motiv på nettet, men da vi kom frem var hele området spærret af. Vores guide fiskede sin mobil frem og i løbet af få minutter fik han kontakt til en patruljerende betjent i området. Han gav os adgang, hvilket forklarer det mennesketomme udsyn til porten.

Vi belønnede vores guide, Babar, for hans betydningsfulde indsats ved at invitere ham på en af byens bedste restauranter, Monal. Det havde han ikke prøvet før, så halvdelen af aftenen sad han begejstret og live streamede til hans kone. Maden var i øvrigt fremragende.

Et utal af porte fører ind til Lahore Fort men gå ikke glip af Shah Burj Gate,

der er meget imponerende. Den blev bygget af stormogulen Shah Jahan i år 1631, og...

...indenfor fortets tykke mure kan man virkelig mærke historiens vingesus.

Den første struktur af en befæstning ligger 1.000 år tilbage og var bygget af muddersten. Det fik lov at bestå i et par hundreder år inden mongolerne kom forbi og smadrede det, og...

...siden er fortet blevet genopbygget, ombygget og udvidet ved utallige lejligheder, og med denne barske gut til at passe på det, så får det sandsynligvis lov at bestå.

Fra Lahore Fort kan man se de mange minareter og kupler på byens mest ikoniske seværdighed, Badshahi. Moskéen stod færdig i 1673 under Mughal-æraen og var...

...frem til 1986 verdens største moské. Den er opført i rustrøde sandsten med marmor på kuplerne, og der er plads til over 50.000 bedende indenfor moskéens 6 meter høje mure.

I 1974 var en række prominente statsledere samlet til møde i Lahore og i den forbindelse deltog både Arafat fra Palæstina og Gadaffi fra Libyen i den traditionelle fredagsbøn.

Da briterne invaderede Lahore i 1849 brugte de Badshahi til militærgarnison,

men det skabte så stor vrede blandt de lokale, at den 3 år senere igen blev benyttet til sit religiøse formål. Det var en smuk oplevelse også at se den efter mørkets frembrud, hvor...

...denne flotte brudgom velvilligt stillede op til portræt. Badshahi kaldes også for "Lahores Taj Mahal" og er et populært sted for brudepar at forevige deres store dag.

Indenfor kan opleves et imponerende stykke håndværk med

fresker, stuklofter og sirlige dekorationer udført i skåret marmor.

Udenfor murene spillede de lokale cricket, hvilket for pakistanerne nærmest også er et ædelt håndværk. Det er den mest populære sport i landet og superstjernen Imran Khan er den bedste cricketspiller, de nogensinde har haft. Da Khan stoppede sin succesfulde karriere gik han ind i politik og blev i 2018 landets premiereminister.

På trods af sin popularitet er det ikke tilladt at tage sit farverige cricketbat

med ind til hverken bøn ved Badshahi eller sightseeing på Lahore Fort,

så der er intet andet valg end at opmagasinere det ved sikkerhedspersonalet.

Flere friske farver i Food Street nær Badshahi.

Fatima blev 1 år og fejrede sin fødselsdag på toppen af Haveli Restaurant med en...

...glimrende udsigt over Badshahi, der lyser den halve aftenhimmel op.

Der findes hundredvis af forskellige racer af geder, men Gulabi-geden med sine mærkværdigt lange ører havde jeg aldrig set før. Ifølge opdrættere, så skulle det...

...være en af de mest intelligente geder, der forstår menneskelige kommandoer og har adfærd som en kat. Gulabi-geden holder af social kontakt men er samtidig helt sin egen.

Det er aldrig rart at opleve fattigdom i storbyernes slumkvarterer. Men udover at leve i en bunke affald, så var denne mand en radmager heroinmisbruger med et tomt blik i øjnene. Dem findes der over 1 million af i Pakistan. Fra nabolandet Afghanistan, der er en af verdens...

...største producenter af heroin, flyder det stærkt vanedannende stof ind over grænsen til Pakistan i ufattelige mængder. Et fix i en baggård i Lahore kan du få for under 5 kroner. Må håbe, at disse unge mænd holder fast i passionen for bordfodbold og afviser heroinen.

Hvis lovgivningen i Pakistan foreskriver, at det kun er personen med labben på gashåndtaget, der skal bære hjelm, så har denne familiefar et juridisk holdepunkt. Men hvis det ikke er tilfældet, så er han en oplagt kandidat til at vinde "Årets Egoist".

Tilbage i Islamabad, hvor det hele startede efter en storslået rejse, der strakte sig helt fra den kuldeskærende grænse mod Kina til den varmblodige grænse mod Indien.

Must-see-seværdigheden i den pakistanske hovedstad er Faisal Masjid, der er landets største moské og blandt de 10 største i verden med plads til 300.000 bedende på sit enorme areal. Vi ankom en stemningsfuld aften kort før solnedgang, hvilket var en meget smuk oplevelse med...

...mennesker og moské, der reflekterede i den blanke marmor. Ifølge den tyrkiske arkitekt, kom inspirationen til den ottekantede hovedbygning fra designet på et klassisk beduintelt. Minareterne skyder 90 meter i vejret og kan bruges som kompas, hvis man er faret vild i byen.

Byggeriet af Faisal startede i 1966 og tog 20 år at færdiggøre. Hele baduljen kostede en lille milliard kroner at opføre, hvilket blev betalt af den saudiske Kong Faisal. Han nåede dog...

...ikke selv at se det utrolige bygningsværk, da han blev myrdet af sin nevø i 1975.

Fristende med en pose candyfloss, men vi sprang sukkerchokket over for at...

...besøge Pakistan-monumentet på toppen af Shakaparian Hills. Kunstværket med fire store og tre mindre kronblade symboliserer og hylder de syv kulturer, der danner grundstammen i det pakistanske samfund. De indre vægge er udsmykket med...

...pakistanske folkehelte og ikoniske vartegn som Badshahi og Fort Lahore.

Vi havde så småt indstillet os på, at eventyret og de mange herlige oplevelser var slut for denne gang. Men pludselig får vi fra vores hotel øje på en festivitas uden lige og...

...øjeblikket efter flankerer vi det smukke brudepar. Igen var det vores guide,

der banede vejen for den særlige oplevelse, da vi med vores danske kutyme ikke ville være bekendt at forstyrre på deres store dag. Men sådan ser man ikke på det i Pakistan, hvor det rettere er en ære, at vi kommer forbi og ønsker tillykke. Gæstfriheden er inspirerende.

Til et bryllup som dette med langt over 500 gæster sidder bruden og gommen bænket i timevis foran en stribe fotografer, så alle har mulighed for at komme op og få taget et billede med dem. Et traditionelt pakistansk bryllup tager 3 dage at gennemføre og er oftest betalt af brudens familie.

Den vigtigste og mest respekterede institution i Pakistan er familien. Et bryllup er således ikke blot en ægteskabelig forening af manden og kvinden. Det er i lige så høj grad en formel pagt og et knyttet bånd mellem de to respektive familier.

Arrangerede ægteskaber er fortsat praksis i Pakistan. Men en udbredt tendens blandt de yngre pakistanere er semi-arrangerede ægteskaber, hvor det potentielle ægtepar har flere møder før, manden beder sin familie tage kontakt til kvindens familie med et ønske om vielse.

Utroskab er ulovligt ifølge pakistansk lov, og over 80 % af de kvindelige indsatte sidder fængslet for utroskab. Men absurditeten er værre end som så. Hvis en kvinde bliver voldtaget, så kræver det fire vidneudsagn fra muslimske mænd at understøtte påstanden. Er det ikke tilfældet, betragtes sagen som "sex udenfor ægteskabet" og kvinden risikerer at blive idømt en fængselsstraf.

Den første nat i Pakistan boede vi på Marriott i Islamabad, der af gode grunde har...

...heftige sikkerhedsforanstaltninger med blandt andet bevæbnede vagter i tårne omkring bygningen. I september 2008 blev den berømte hotelkæde ramt af et voldsomt terrorangreb, da en lastbil fuld af sprængstof detonerede foran indgangen. Den meningsløse tragedie kostede 56 mennesker livet og sårede hundredvis. En dansk efterretningsagent var blandt de omkomne.

Få måneder efter angrebet havde de pakistanske myndigheder udbedret de omfattende skader og Marriott genåbnede. De måtte rejse sig igen ved træet, hvor de var faldet. Men 40 ansatte mistede livet den skæbnesvangre dag, og det bliver naturligvis aldrig glemt.

Udenrigsministeriet i Danmark har i årevis frarådet alle ikke-nødvendige rejser til Pakistan på grund af risiko for terror, vold og kidnapninger. Den melding tog vi alvorligt med en særlig grundig forberedelse, mandsopdækning af lokale guider og i det hele taget ekstra skærpede sanser undervejs. Vi følte os på intet tidspunkt utrygge.

Den næste terroraktion kan ske i New York, London, Islamabad, København eller et helt femte sted. Det handler for mig mere om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men som skrevet, så øges koncentrationen naturligt og proportionalt med de efterretninger, risici og advarsler, der eksisterer for den enkelte destination.

Turens sidste overnatning var på Serena Hotel, der er markant større end

Marriott og har bedre faciliteter med ex. en solbeskinnet pool og grønne oaser.

Intet job er for betydningsfuldt til at skippe en af de fem daglige bønner,

hvor man som rettroende muslim vender sit bedetæppe mod den hellige Ka'ba i Mekka.

Kære Umar...stor tak for din hjælpsomhed, venlighed og mange sjove timer

sammen i dit enestående land. Jeg er overbevist om, at Osama Bin Laden blev fundet og dræbt i Abottabad af amerikanerne og Malala blev skudt af Taliban. Det er du ikke. Men det skiller os ikke ad - og en fremragende guide, det er du. Varm anbefaling herfra!

Tak for minderne, Pakistan!

Klar til hjemrejsen bevæbnet med mundbind, håndsprit og en negativ PCR-test. Ja, det er bøvlet at skulle forholde sig til alverdens C19-regler og retningslinjer i fremmede egne af verden. Men når belønningen er et eventyr som i Pakistan, så spiller det ingen rolle.

Få måneder før vores tur til Pakistan tog amerikanerne og resten af de internationale styrker benene på nakken i Afghanistan og overlod landets fremtidige skæbne til Taliban.

Få glemmer nok TV-billederne fra de kaotiske dage i Kabul, hvor tusindvis af mennesker forsøgte at komme ombord på et af de sidste fly ud af landet. Mange klamrede sig desperat til flyenes udvendige dele og faldt til jorden, når de nåede en vis højde og fart.

Islamabad fungerede i situationen som redningsplanke for flygtninge og bastion for de tilbagetrækkende tropper. Men Rasmus Tantholdt var fløjet videre til det næste flammende brændpunkt i verden, og vi så ingen "afghanske efterdønninger" i den pakistanske hovedstad.