​VM i fodbold 2022 (december)

Den franske superstjerne scorede hattrick, hvilket ikke er sket i en VM-finale siden engelske Geoff Hurst i 1966. Men det var alligevel den argentinske troldmand, der fuldendte sin fodboldskæbne og løftede trofæet efter den vildeste og mest medrivende VM-finale i historien. Det var fodboldens svar på en episk thriller. Som jeg forfatter disse linjer føles det stadig en anelse uvirkeligt, at jeg faktisk var på stadion den aften. Og jeg er ret sikker på, at jeg i sportens verden aldrig nogensinde kommer til at opleve et så uforligneligt et drama. Det er blot at folde hænderne, rette blikket mod himlen og takke de høje magter for den utrolige oplevelse. 

​

Et rørende øjeblik med tanke på Messis lidelseshistorie gennem de foregående fire VM-slutrunder.​

I klippet ses Gonzalo Montiel sende det afgørende straffe ind bag Hugo Lloris og dermed var Argentina verdensmestre for tredje gang i historien. Over 35 år var der gået siden Maradona med sine fødder og den ene hånd fik den sydamerikanske nation øverst på VM-skamlen. ​

​

Jeg er helt med på, at Danmark med afstand er verdens bedste land, og danskerne er lykkeligere end alle andre. Men med tanke på EM i 1992, så forestil dig en folkelig passion, stolthed og eufori Maradona og Messi har skabt i Argentina gennem så mange år. Vi har noget, de ikke har. Men de har også noget, vi ikke har.​

​

På forhånd bildte jeg mig selv og alle andre ind, at jeg hverken holdt med Argentina eller Messi. Jeg holdt med fodbolden. Det var underordnet om Dennis og jeg skulle opleve VM-trofæet blive genvundet for første gang eller se Messi løfte den mest betydende pokal i hans liv. Endsige endegyldigt sætte punktum i debatten om Messi vs Ronaldo. Men som kampen skred frem tog de sande følelser over. På mit drengeværelse i Brøndbyøster hang en stor plakat​ af Maradona. Jeg havde sat stearinlys på hver side og et kors over den. Når det var mørkt og jeg tændte stearinlysene, så det ud som om den argentinske troldmand svævede over banen. Jeg troede ikke på Gud. Jeg troede på Maradona, og jeg holdt med Argentina. Da Frankrig kort før tid udlignede til 2-2 kunne jeg mærke en ærgrelse. Da Messi bragte Argentina foran i den forlængede spilletid blev jeg henrykt. Da Frankrig gudhjælpemig udlignede til 3-3 blev jeg decideret trist. Jeg holdt jo for pokker stadig med Argentina. Beklager, Sus. Men forløsningen ved det afgørende straffespark var som intet andet. 

Kulissen til at skrive et så medrivende kapitel i fodboldens mytologi kunne ikke være smukkere​ end Lusail Stadium denne lune aften i Qatar. En gylden bowle med plads til over 88.000 tilskuere, der denne aften emotionelt var kastebold mellem håb, eufori og vantro.

I næsten to årtier bar Messi et enormt pres som arvtageren for Maradona. Uanset hvor mange mål, titler og rekorder han slog, så manglede én ting. Et verdensmesterskab til Argentina.​ Men i VM-finalen i Qatar blev historien fuldendt og Messi kunne omsider løfte trofæet, han havde jagtet hele hans fodboldliv. Skyggen fra Maradona var væk. Intet mere at bevise. Alt var vundet.

Et bombastisk perspektiv. Messi blev gennem mange år kritiseret i sit hjemland for at være for introvert, ikke føle nok lidenskab for sit land og være for europæisk i hans spillestil. Alle kradse ord forsvandt som dug for solen i Qatar. Messi viste lederskab, gik forrest, spiste hollændere og scorede, scorede, scorede.​

Et drama af en anden verden, hvor hvert minut og hvert spark brændte sig fast i hukommelsen.

20 år skulle der gå med europæiske verdensmestre inden Argentina igen fik trofæet til Sydamerika.​

Af mange kaldt den bedste VM-finale nogensinde, hvor tårer blev fældet i både sorg og glæde.

x

x

x

x

x

x

x

x

x

I Qatars lufthavn har de opgraderet indeklimaet med en regnskov, hvor...

...turisterne kravler rundt mellem planterne for et eksotisk billede. Vi lever i en skør og sjov verden.​