BARCELONA 2011

Med paella på tallerkenen og Familia Sagrada i baggrunden bliver det ikke meget mere klassisk i Barcelona, der er Spaniens næststørste by kun overgået af Madrid. Paella'en smagte desværre ikke særlig godt, men var dog et rejehår bedre end den...

...ulækre samling af "friture-klumper", der kom på bordet i samme ombæring.

Mere kvalitet var der over Antoni Gaudi's ufærdige kirke, der er en af Spaniens mest populære turistattraktion med godt to mio. besøgende årligt. Byggeriet af Familia Sagrada begyndte i 1882 med en anden arkitekt ved roret, men allerede året efter overtog Gaudi projektet, som han knoklede med frem til sin død i 1926. Der har gennem årene været delte...

...meninger, om kirken skulle forblive ufuldstændig eller bygges færdig. I 1979 valgte man at genoptage byggeriet, der ventes afsluttet i 2026, hvilket i så fald vil ændre det berømte evighedsbyggeri til "kun" at have været en byggeplads i 144 år!

Visse områder af den romersk-katolske kirke er præget af mange detaljer, mens...

...andre dele af konstruktionen fremstår rustikt og enkelt. I 2010 blev Familia Sagrada indviet af Pave Benedict 16. som en basilika, hvilket gives som hædersbevisning til katolicismens særligt vigtige kirker.

Konstruktionerne indenfor i kirken bliver ikke mindre bizarre, og byggeriet foregår helt efter Gaudi's oprindelige hensigter og planer.

En hærskare af seniorturister står klar til at følge deres guide, der kan ses på spring mod kirken med sin løftede paraply i nederste højre hjørne. Vi undslap med nød og næppe at blive fladtrampet af den kulturhungrende flok.

Masser af gader og stræder i Barcelona emmer af råhygge, og på trods af byens størrelse, så var den ustressende at bevæge sig rundt i denne søndag eftermiddag.

Stak fra Barcelona mod Andorra ved den franske grænse. En flot køretur, der blandt andet tager dig gennem Cadi Moixera nationalparken.