MALLORCA 2012

Bertram blev født 19. november 2011, hvilket var tre måneder før terminen. Efter nogle krævende måneder på Rigshospitalet fik vi 17. januar endelig vores lille stærke søn med hjem til Christianshavn, og et par måneder senere følte vi os klar til at tage af sted på vores første rejseeventyr med ham. Turen gik til Spaniens største ø, Mallorca.

På trods af vores status som nybagte og ængstelige forældre, så havde vi ikke på forhånd booket noget hotel. Vi lejede blot en bil i lufthavnen og kørte op i de frodige Tramuntana bjerge på den vestlige del af øen, hvor vi kom til det helt...

...vidunderlige Valldemossa Hotel.
Stedet har blot 12 værelser og var i tidernes morgen et kloster.

En uforlignelig udsigt over Valldemossa by og den hyggelige dal, hvor man...

...kan vælge at gå sig en tur i en plantage fuld af appelsintræer eller...

...citrontræer eller...

....begge dele!

Udover den skønne natur, så kommer turisterne også til Valldemossa for at besøge byens velholdte karteuserkloster fra det 14. århundrede, hvor den...

...berømte polske komponist og pianist, Frédéric Chopin, boede i vinteren 1838-39. Han var sammen med sin kæreste og hendes to børn taget til øen for det milde klima i håb om, at det ville gavne hans skrantende helbred. Mallorcinerne ville dog ikke give dem husly, da de ikke var gift, så det endte med, at de måtte indlogere sig på det gamle kloster.

Chopin havde nogle af sine mest produktive måneder på Mallorca, hvor han komponerede løs på sit lille klaver, som efter en del besvær var kommet med på rejsen.

Klaver, noder og en række andre af Chopins effekter er udstillet på klostret. Komponisten døde blot 39 år gammel af en lungetuberkulose i 1849.

Valldemossa er Mallorcas højest beliggende by i 425 meters højde, og det...

...er en ualmindelig charmerende oplevelse at bevæge sig rundt i de snævre og brostensbelagte gader.

Køreturen i bjergene fra Valldemossa til Pollenca er en af de bedste naturoplevelser du kan give dig selv på Mallorca. Eneste udfordring er, at man får lyst til at stoppe nogle timer i nærmest hver eneste by på vejen. Blandt de mange smørhuller vil jeg anbefale at spendere tid i Deià og Fornalutx, der i den grad oser af en fredfyldt idyl.

Mallorca wildlife.

Hankede op i Bertram og satte kursen...

...mod havet ved Banyalbufar, hvor...

...vi efter en lufttur tog en...

...slapper på en restaurant, der godt kan prale af deres havudsigt. Herfra er der 170 kilometer ind til Barcelona på det spanske fastland.

Bjergene på Mallorca er specielt i foråret og efteråret populære at vandre i med en del afmærkede ruter, så det kan ske uden brug af guide. Men vandrefolket har ikke...

...området for sig selv, da også tusindvis af tohjulede finder vej til øen. Mallorca er Europas mest eftertragtede ø at køre på cykel for både motionister og professionelle.

Er ikke klar over, om Mallorca også er Europas mest populære sted at trille med en barnevogn, men det var i hvert fald hyggeligt.

I århundreder er troende valfartet til dette gamle kloster i Lluc for at...

...falde på knæ foran Den Sorte Madonna, der er en antik figur af Jomfru Maria.

Ifølge sagnet blev hun fundet halvt nedgravet for over 700 år siden af en hyrdedreng på det sted, hvor hun befinder sig i dag. Han tog figuren med til præsten i sin kirke, men hun forsvandt og dukkede op på præcis samme sted, hvor hun blev gravet op. Det skete flere gange, så præsten besluttede derfor at bygge et kapel på stedet, hvilket siden har været klostret i Lluc.

Den Sorte Madonna blev i 1800-tallet udsmykket med en kostbar hovedbeklædning, der indeholder 25 smaragder, 25 rubiner, 22 diamanter og hundredvis af perler.

De sidste dage brugte vi ved den smukke og forrevne kyststrækning på den nordlige del af Mallorca, hvor en af de mest dramatiske udsigter kan...

...nydes ved Mirador del Colomer.

Den friske havluft gjorde rejsens yngste deltager temmelig døsig, og...

...så kunne mor og far nyde solnedgangen med en snorkende baby på armen.

Boede på Hotel Barceló Formentor, der blev opført i 1926, som et af de første...

...luksushoteller på Mallorca. Af kendte notabiliteter, der har boet på Formentor, kan nævnes Winston Churchill og Charlie Chaplin. Du kan booke et værelse HER.

Bertrams første tur i en pool, hvor han lyttede intenst til mine faderlige svømmetips.

Har arbejdet sammen med Martin i midten af 90'erne, og vi har holdt venskabet ved lige gennem årene. Vi talte sammen nogle dage før afrejsen, hvor han på min melding om, at vi skulle til Mallorca om tirsdagen svarede, at det skulle de da også!

Palme de Mallorca er øens bedste bud på en storby, og de første sten blev lagt af romerne for over 2.000 år siden. Største seværdighed er den sandstensgyldne katedral, der blev bygget i år 1229 oven på resterne af en moské. Den 121 meter...

...høje kirke stod dog først færdig med sit nuværende udtryk i år 1601, hvor tilfredsheden med byggeriet var så stor, at man over klokketårnet skrev: "Der er ikke lavet noget tilsvarende i hele verden".

Det er værd at stikke hovedet indenfor i det enorme kirkerum, der har et areal på 6.600 m2 og 52 meter op til klokkerne i tårnet. De kan høres over det meste af byen.

Der ligger en del nydelige strande tæt ved Palme de Mallorca, men kommer du i højsæsonen, så skal du nok forvente end anelse mere konkurrence om liggestolene.

Skal man på farten med en lille størrelse for første gang, så er Mallorca af flere
årsager et oplagt rejsemål. En direkte flyvetur kan klares på godt tre timer, klimaet er mildt både forår og efterår og så er der masser af fine seværdigheder at køre rundt til.