BAHRAIN 2012

Vi havde gjort vores yderste for at falde ind i mængden til Fredagsbønnen i Al Fateh Grand Mosque. Men vi blev hurtigt spottet af en betjent og fik besked på...​

...at lytte til imamens tale på den anden side af døren.

Bahrain er geografisk placeret i Den Persiske Golf og består af 36 øer. Det lille land er på størrelse med Falster og har godt 1,2 mio. indbyggere.​

Al Fateh Grand Mosque blev opført i 1987 og er en af de største moskéer i verden med plads til 7.000 bedende. Besøg og rundvisning er mulig på alle andre dage end fredag.​

Kuplen er udført i fiberglas og vejer over 60 ton.​

Vi skyllede budskaberne fra Fredagsbønnen ned på et nærliggende hotel, hvor...​

...grillmesteren ikke vidste om han skulle grine eller græde over vores klæder.​

En fin seværdighed er den 25 km. lange forbindelse, der er bygget mellem Bahrain og Saudi Arabien, hvor man på vejen kommer forbi...​

...kongens palads, der udover ham selv også huser hans 4 koner og 12 børn. Det er hverken tilladt at stoppe op eller tage billeder af paladset, så det glemte vi kun et øjeblik.

Kong Hamad bin Isa Al Khalifa slog hårdt ned på folkets demonstrationer i forbindelse med Det Arabiske Forår i 2011, hvilket medførte international kritik og fordømmelse.​

Med mindre, at du har visum til Saudi Arabien, så er det kun muligt at køre halvdelen af strækningen, hvor man kommer til en kunstig anlagt ø med grænseposter. Strækningen består af fem broer og syv øer og hedder King Fahd Causeway. Den åbnede i 1986.​

Dette prægtige tårn på 65 meter har restaurant nederst og en glimrende...​

...udkigspost øverst, hvor Saudi Arabien kan ses i horisonten. Ikke rart at kunne kigge ind i et "nyt land" uden visum til at besøge det! Jeg har en saudisk revanche til gode ;-)​

På grænsen til Saudi Arabien, hvor man som noget af det første...​

...kan nappe sig en mundfuld vestlig fastfood.​

Her må man så åbenbart ikke bade!

Vores taxachauffør var rasende over de stigende...​

...benzinpriser, der nu var helt oppe på 1,50 kr. pr. liter...snøft, snøft. Hans sammenligningsgrundlag var Saudi Arabien, hvor prisen er det halve!​

Bahrain er et kontrastfyldt land, hvor man kan begive sig rundt på et velbevaret fort fra 1500-tallet med den fineste udsigt til den moderne skyline.​

Bahrain Fort blev bygget af portugiserne, der som bekendt var umådeligt flinke til at tage rundt og "hilse" på andre folkeslag i den periode af historien.​

Portugiserne var dog langt fra de første, der kom til dette område. Landet har været beboet siden oldtiden og fungeret som handelscentrum i over 4.000 år.​

Disse arkæologiske udgravninger ligger klods op af Bahrain Fort og viser, at stedet har været beboet 2.300 f.kr.​

Over 90 % af Bahrain er ørken og der falder umådeligt lidt regn på et år. De tørre fakta kan man dog glemme for et par timer i Wahooo Waterpark, hvor...​

...vandglade sjæle blandt andet kan bodysurfe på mekaniske bølger.​

Galskaben tager ikke meget mere end 10 sekunder med mindre...​

...man har øvet sig godt og grundigt som denne gut, der kunne surfe rundt og lave piruetter på den brusende bølge, som det passede ham.​

Af de mange flotte bygninger i Manama, der er Bahrains hovedstad, var jeg mest betaget af det 240 meter høje Bahrain World Trade Center, der mellem tårnene har...​

...tre store vindmøller hængende. Konstruktionen er vendt mod nord for at fange så meget riv og rusk fra Den Persiske Golf som muligt, og turbinerne kan producere op til 15 % af bygningernes årlige elforbrug.​

Et smil vil altid være livets bedste krydderi.​

Der findes et utal af shoppingcentre, der alle er spækket med fine butikker, men...​

...jeg var nu mere optaget af de spøjse souvenirs.​

Vores verdener er forskellige, men vores smagsløg kan li' det samme.​

Efter et par dage med gode oplevelser i Bahrain fortsatte vi det arabiske eventyr i Oman.​

Et land kan også være kvadratisk, praktisk og godt.​