Det danske bidrag under Koreakrigen var fragtskibet Jutlandia, der blev bygget om til et flydende hospital med blandt andet fire operationsstuer og over 350 sengepladser.
Det var eftertragtet at komme med om bord som sygeplejerske, og ud af et ansøgerfelt på over 3.000, skulle der vælges blot 42. Blandt de sydkoreanske soldater var det danske skib ligeledes eftertragtet, da det rygtedes, at behandlingen var yderst kompetent. Mange af dem havde derfor en "ønskeseddel" på sig, hvor Jutlandia stod øverst, hvis de skulle blive såret.