London er Europas svar på New York, når det handler om en multikulturel metropol med en enorm finansiel og kommerciel indflydelse på nærmest hele verdenssamfundet. Byen er svær at beskrive. Den skal fornemmes og opleves, og har meget mere at byde på, end der kan gabes over på en weekendtur. Hovedformålet med vores tur til England i 2011 var at overvære Champions League Finalen mellem Manchester United og Barcelona på det imponerende Wembley. Men inden det opgør blev fløjtet i gang nåede vi en tur på British Museum, der første gang slog dørene op i 1753, og opbevarer intet mindre end otte millioner kunstgenstande fra hele verden.