WALES 2017 (juni)

Lad mig starte "Wales" med at erkende, at årsagen til besøget udelukkende skyldtes købet af disse to flotte billetter til finalen om det europæiske klubmesterskab i fodbold. Nedenstående omtale er derfor mest interessant, hvis du har lidt bold i blodårerne.

Der var lagt op til en fodboldhistorisk aften den 3. juni 2017 i Cardiff, da spanske Real Madrid kunne blive det første hold til at vinde UEFA Champions League to år i træk. Modstanderen i opgøret var Juventus, som Real Madrid senest besejrede i finalen i 1998, så det var tid til revanche for italienerne, der havde tabt hele seks ud af deres otte finaler. I timerne op til kampen kunne man i Festival Fanzone stille sig i kø i en times tid og komme tæt på den eftertragtede pokal. Det var forbudt at røre ved den men tilladt at se begejstret ud.

Frem til 1992 hed turneringen Den Europæiske Mesterholdsturnering, hvor kun vinderen af det nationale mesterskab i hvert land måtte deltage. Kampen i Cardiff var således den 25. udgave af UEFA Champions League, hvor der tages udgangspunkt i en kvalificerende koefficientrangliste, der afgør antallet af deltagere fra hvert land.

Med tanke på, hvor vanskeligt det er at vinde turneringen to år i træk, så burde det belønnes med et trofæ af denne størrelse, når et hold gør det.

Det lignede umiddelbart en af de mange fotoglade turister i Festival Fanzone, men...

...det viste sig at være den berømte franske forsvarsspiller, Marcel Desailly. Han var med på holdet, da Frankrig vandt verdensmesterskabet i 1998, og...

...har også løftet Champions League-trofæet, da han sejrede med Marseille i 1993. Han skiftede herefter til Milan og tog nærmest pokalen med sig, da de vandt året efter.

Den vel nok mest kendte walisiske fodboldspiller gennem tiderne var også at finde i Festival Fanzone, hvor han arbejdede for et britisk medie sammen med Steve og Rio på plakaten bag ham. Ryan Giggs spillede hele sin karriere for Manchester United og nåede op på astronomiske 963 kampe for klubben. Han vandt Champions League i 1999 og 2008.

Et tredje kendt ansigt i fodboldens verden var portugisiske Deco, der lige som Giggs har to Champions League guldmedaljer i sin samling. Den første med Porto i 2004, der havde Mourinho som træner. Den anden kom i hus med Barcelona i 2006.

Det sidste koryfæ af tidligere vindere, vi stødte på, var Michel Salgado, der spillede for den spanske kongeklub i 10 sæsoner. Han vandt også CL-turneringen to gange.

Det afspærrede Festval Fanzone bredte sig over et større område af Cardiff med...

...en række sjove aktiviteter, konkurrencer og udstillinger. Men man kunne også...

...få lavet samme frisure som sit fodboldidol. På plakaten i baggrunden kan skimtes de forskellige muligheder.

Denne modne madrilenske fan har haft meget at juble af og fejre i hans liv. Real Madrid havde forud for denne finale vundet turneringen hele 11 gange, hvilket er klar rekord og fire flere end Milan, der i den sammentælling er næstbedst.

Nogle timer før kampstart forlod vi Festival Fanzone og blev en del af gadefesten, der...

...foregik tæt ved stadion. Du kan fornemme stemningen i denne video.

Der havde forud for begivenheden været kritik i forhold til, at Cardiff er for lille en by til så stor en begivenhed. Byen har eksempelvis for få overnatningsmuligheder, og vi måtte bo i Bristol, der ligger en times kørsel fra Cardiff. Men alt andet omkring arrangementet synes jeg værterne løste perfekt, og den gamle borg i centrum var flot...

...pyntet med et billede af en spiller fra hvert af de deltagende hold i turneringen.

Sååååå klar til Champions League finalen 2017 på det...

...imponerende Millennium Stadium med plads til knap 75.000 tilskuere. Nok unødvendigt at skrive, at der var pivhamrende udsolgt til aftenens kamp, hvor...

...The Black Eyed Peas blandt andet stod for opvarmningen. Det amerikanske band var uden Fergie, hvilket svarer til, at Real Madrid ikke havde udtaget Ronaldo til kampen.

Storslået oplevelse med Jensen, hvor vi kunne fejre 25 års rejsejubilæum. Vi blev venner i de tidlige folkeskoleår og var på vores første rejse sammen i 1992.

Spillere og dommere er linet op og den legendariske CL-hymne skaber en...

...unik atmosfære inden kick off. Fornem selv stemningen i videoen.

Et hav af fotografer foreviger Juventus i stærkeste opstilling, mens...

...Real Madrid startede kampen med to gedigne overraskelser ;-)

Det var en finale med interessante historier og store følelser på spil. For den 39-årige italienske målmandslegende, Gianluigi Buffon, var det måske sidste chance for at vinde trofæet efter at have været med til tabe finalen i både 2003 og 2015. Omvendt kunne...

...walisiske Gareth Bale fejre en utrolig bedrift i sin fødeby at vinde turneringen for tredje gang på blot fire år. I hans første finale i 2014 spillede han en afgørende rolle, da han bragte Real Madrid på sejrskurs mod de evige lokalrivaler fra Atletico Madrid med scoringen til 2-1 i den forlængede spilletid. Blandt de mange fodboldstjerner lyste en enkelt...

...dog klarere end alle andre. Christiano Ronaldo har scoret og vundet så meget, at det kun er argentinske Lionel Messi, der tåler sammenligning i hele fodboldhistorien. Ja, Pele ku' hoppe højt. Ja, Cruyff var elegant. Ja, Maradona ku' drible med både fødder og hænder. Men tallene og trofæerne taler altså deres tydelige sprog. Ronaldo og Messi er de bedste fodboldspillere verden nogensinde har oplevet. Som fodboldfan er jeg taknemmelig for at have været vidne til deres utrolige bedrifter. Tvivler på, at de to nogensinde bliver overgået.

Udover at være en gudsbenådet fodboldspiller, så er Ronaldo også et ikonisk megabrand, der tjener svimlende summer på reklamer og sponsorater. Han virker ekstremt perfektionistisk og bevidst omkring alt, hvad han foretager sig som eksempelvis hans karakterisktiske positurer, når der skal afvikles en dødbold eller jubles efter en scoring. Nogle finder ham krukket, teatralsk og for meget. Jeg finder ham beundringsværdig, underholdende og vil klappe uafbrudt til den dag, han vælger at stille støvlerne på hylden. Ronaldos far var i øvrigt så stor fan af den daværende amerikanske skuespiller og præsident, Ronald Reagan, at han valgte at opkalde sin søn efter ham.

Det blev på alle måder en forrygende finale mellem to mandskaber, der begge virkede indstillet på at underholde og gå efter sejren. Christiano Ronaldo bragte sit hold foran 1-0 i det 20. minut, men blot syv minutter senere indtraf et øjeblik i fodboldhistorien, der aldrig vil...

...blive glemt. Efter tre pasninger i luften endte bolden ved Mandzukic, der ekvilibristisk sparkede udligningen i nettet. Et vanvittigt mål, der nærmest kun bør være muligt at lave på en Playstation. Se eller gense kampens tekniske højdepunkt her https://www.youtube.com/watch?v=jFpiRefXX04

Juventus var tilbage i kampen og med pausestillingen 1-1 var...

...finalen et helt åbent opgør, da 2. halvleg blev fløjtet i gang. Men desværre for Juventus og deres millioner af fans på verdensplan, så kom de italienske mestre ikke ud med samme vildskab og boldsikkerhed, som de viste i kampens første 45 minutter, og...

...Real Madrid satte sig fuldstændig på opgøret. Casemiro bragte de forsvarende mestre foran et kvarter inde i 2. halvleg og få minutter efter afgjorde Ronaldo reelt kampen med sit andet mål til 3-1. På billedet har Ascencio lige banket det sidste søm i den italienske kiste til slutresultatet 4-1, og for første gang nogensinde blev Champions League vundet...

...af det samme hold to år i træk, og VI VAR DER!

En imponerende og historisk bedrift af Real Madrid, der...

...kunne lade sig hylde af deres ellevilde tilhængere.

Øv, øv og øv. En dybt skuffet Buffon må for tredje gang i hans glorværdige karriere traske forbi trofæet med samme besked, som vi fik i Festival Fanzone. Don't touch it!

Tillykke til Real Madrid - og tak til begge hold for en uforglemmelig finale.

Champions League finalen 2017 var den bedste men ikke min første.

Debuten i den kategori af oplevelser kan du læse om ved at trykke HER.